MTG øger investeringerne i TV 2

Medieugen: MTG-direktør Jørgen Madsen tror stort på TV 2 - og ser intet problem i at være TV 2-sagsøger og interesseret køber på samme tid.
Tine Brødegaard Hansen

Hvilken medie-branchebegivenhed i løbet af ugen var den vigtigste set med dine øjne og hvorfor?

"I forretningsøjemed kan der vist ikke være tvivl. Naturligvis retssagen om ulovlig statsstøtte til TV 2, hvis afgørelse blev offentliggjort i midten af ugen. Den gav forståeligt en utrolig omtale. Det pudsige er dog, hvordan selve afgørelsen er blevet fremstillet i mange medier. Faktum er, at retten har valgt at tilbagesende EU-Kommissionens beslutning til fornyet behandling, fordi retten mente, at beslutningen var truffet på et for mangelfuldt grundlag.

Det vil sige, at man ikke har forholdt sig til selve beslutningen om, hvorvidt TV 2 skulle tilbagebetale støtten og størrelsen på denne. De fæstnede sig ved selve forarbejdet. Medmindre EU-Kommissionen vælger at anke dommen, så skal de foretage en ny beregning baseret på et grundigere forarbejde. De vil med stor sandsynlighed komme frem til akkurat samme resultat, eller måske ét der er værre. Dertil skal siges, at det i medierne er blevet fremstillet, som om MTG tabte sin sag. Det var ikke tilfældet. Retten tog ikke stilling til vores hovedpåstande, men sendte som sagt hele sagen tilbage til fornyet behandling.

Hvis vi nu i stedet tager udgangspunkt i seerne, som det i sidste ende handler om, så er en endnu vigtigere mediebegivenhed helt klart semifinalen i ”Vild med Dans”. Programmet er et soleklart eksempel på, at TV 2 kan levere varen, når danskerne skal underholdes fredag aften."

Hvilke andre begivenheder i mediebranchen var vigtige og hvorfor?

"Det er selvfølgelig fremtidsudsigterne for TV 2, hvor diskussionen er præget af dommedagsprofetier, og jeg er helt uenig. Der er absolut lys for enden af tunnelen. Ja, det er rigtigt, at TV 2 har båret rundt på udgifter i år med både sportsbegivenheder (OL og EM) og radioen. 2009 burde dog se væsentligt bedre ud. TV 2 har nogle rigtige gode kanaler og vil øge både abonnementsindtjeningen og penetrationen givet ved flere kanaler hos Viasat og på DTT.

MTG vil investere yderligere 40 mio. kr. i TV 2's produkter til næste år. Vi ender altså på 180 mio. kr., der bl.a. omfatter betaling til TV 2 News og selvfølgelig betaling til distributionen af kanalerne Zulu, Charlie og Film, som Viasats kunder får adgang til 1. januar 2009. MTG's øgede investeringer er netop et udtryk for, at vi har stor tiltro til TV 2. Vi er ikke et øjeblik i tvivl om, at stationen også i fremtiden vil være en stærk aktør på det danske mediemarked."

Er der nyheder, du er stødt på af vigtighed for din branche, som danske medier ikke har dækket?

"Jeg synes generelt, at de danske medier er gode til at dække relevante nyheder herhjemme. Men i en globaliseret verden er det helt afgørende, at vi i en erhvervsmæssig og politisk henseende også har fokus på udlandet, både det nære Europa og i en bredere kontekst. Hvis vi skal holde væksten herhjemme, bliver vi nødt til at lade os inspirere af tendenserne fra udlandet, det gælder naturligvis også på medieområdet.

Det er nu også værd at nævne, at MTG Danmarks datterselskaber Viasat og TV3 / TV3+ endnu engang har bidraget til et stærkt resultat i tredje kvartal for MTG-koncernen. Vi har aldrig før haft så mange kunder til vores kanaler i Viasat, og vi er i dag klart den største leverandør af digital tv til seerne."

Hvad var den bedste og den værste brancherelaterede nyhed i den forløbne uge?

"For seerne var en af de bedste nyheder i den forgangne uge vores udmelding om, at vi har forlænget rettighederne til Champions League helt frem til 2012. Og den værste er vel desværre stadig det pressede aktiemarked, som vi alle er berørte af på den ene eller anden måde."

Ugens aktuelle: Hvordan tackler MTG balancen mellem at være statens og TV 2's modparter i sagerne ved EF og Østre landsret og samtidig være interesserede købere af TV 2?

"Den tackler vi skam fint. Det handler om, hvorvidt vi har noget at tilbyde hinanden, og det har vi, hvilket TV 2 Sport er et virkelig godt eksempel på. Så på trods af verserende retssager vil MTG meget gerne fortsætte samarbejdet med TV 2 og købe endnu flere af deres varer, hvis de fortsætter med at levere den høje kvalitet, de gør i dag."

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

MediaWatch udkommer med ét dagligt nyhedsbrev i ugerne 27-31. | Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Sådan udkommer MediaWatch i sommerferien

Læs også