Netvibes-stifter: Skab trafik med sociale netværk

Facebook, Twitter og MySpace stjæler tid fra traditionelle medier, men kan udnyttes effektivt til at gøre dem mere relevante.
Tine Brødegaard Hansen

Mindre fokus på SEO (søgeordsoptimering) og mere fokus på SMO (socialt medie-optimering), lyder opskriften fra stifteren af Netvibes, franske Tariq Karim, der er en af lederne i 'widget-økonomien', der lader brugeren skabe sin egen personlige startside med opdateret indhold fra diverse sociale tjenester, nyhedsmedier m.m.

Tariq Karim opregnede påNew Media Days listen af traditionelle medier, der er i krise og har lidt store økonomiske tab i det seneste år, men de nye medier er også ved at blive blive gamle og skal finde nye måder at skille sig ud på. Tariq Karim noterer sig tre pointer, der skal sive ind, når det gælder nye medier:

- Vi er ikke længere i 1997. Det er ikke længere nemt at få succes på nettet, der er massiv konkurrence.

- Gamle tricks duer ikke. Når alle har fokus på søgeords-optimering, marketing og distribution på nettet er der ingen fordele at hente.

- Krig på online-annoncering. Alle medier slås med de samme våben, og ingen formår for alvor at skille sig ud.

Men hvordan kommer både nye og gamle medier så ind i kampen?

Selv bruger Tariq Karim andre sociale medier til at drive trafik til sit eget. Når et indlæg, han skriver på Twitter ryger til tops, er trafikken på Netvibes efterfølgende ti gange så stor.

Samtalen og diskussionen rundt om mediet eller emnet er vigtigere end mediet og emnet i sig selv. Derfor må alle brands spørge sig selv, om de deltager i den rigtige samtale, siger Tariq Karim.

Andre medier skal blive bedre til at skabe forbindelser til Facebook. Den amerikanske tv-station CBS har skabt en sports-widget, altså en applikation, der kan tilføjes Facebook, MySpace, Netvibes, iGoogle med flere og giver brugerne mulighed for at få resultater i real time, stemme på sit favorithold, oprette diskussioner osv.

"Sports widget gør sportsnyheder til sociale nyheder," siger Tariq Karim, og det mener han uden tvivl positivt.

Men alt ved sociale medier er ikke lyserødt. Deres mål er at profitere på vores intimitet og venskaber, og det er et problem, at man den ene dag diskuterer en rejse til USA med en ven på Facebook, og den næste dag har en reklame plastret på om flyrejser. For grundlæggende ejer vi ikke vores egne oplysninger på Facebook.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

MediaWatch udkommer med ét dagligt nyhedsbrev i ugerne 27-31. | Photo: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Sådan udkommer MediaWatch i sommerferien

Læs også