MediaWatch fanger Tyler Brûlé efter oplægget 'Current State of Media' på New Media Days, hvor han har en hale af journalister og beundrere efter sig.

"Magasinerne er svækket, de følger alle stort set det samme format (A4-format, limede sider og glittede, nævner Brûlé i sit tidligere oplæg). Selvom indholdet er forskelligt, ligner de fysisk hinanden. Der mangler innovation i branchen, i Japan og Korea, hvor de ellers er meget digitalt udviklet, har de overlegne printprodukter med taktile kvaliteter, og det er den eneste måde magasiner kan overleve på."

Tyler Brûlé har noget at have sin kritik i. Monocle udkommer efter bare to års levetid i 150.000 udgaver verden over. I Tyskland ligger magasinet nummer to efter The Economist, som det mest solgte magasin, og i USA er Monocle blandt de fem mest solgte magasiner.

Også det finansielle grundlag adskiller sig fra andre magasinudgivelser. Rige familier rundt omkring i verden har ifølge Tyler Brûlé skudt penge i projektet, han er taknemmelig for ikke at blive holdt i snor af krævende aktionærer eller at være afhængig af ét marked, som for eksempel det engelske, i finanskrisetider som den, der plager den vestlige verden netop nu.

I gabet mellem et tungt magasin som The Economist, mainstream mediernes glittede magasiner og jagt på de kendte, den bevidstløse nyhedsstrøm og 'hvad-mener-du-mentaliteten', har Monocle fundet sig en plads på det globale magasinmarked.

Selvom Danmark for få måneder siden blev udnævnt som den bedste by at leve i, er Tyler Brûlé ikke imponeret af kvaliteten af danske magasiner:

"Danmark er hæmmet af at være et lille magasinmarked, mange titler må desværre følge et traditionelt format i det store og det hele, undtagelsen er måske Lettre (et magasin med international debat, der lukkede tidligere på året), men ellers ser jeg ikke noget innovation."

De globale forbrugere, som Monocle henvender sig til, er kræsne, derfor fungerer internationale licenser på magasiner, der udkommer med en blanding af lokalt og internationalt indhold i forskellige lande kun til andre forbrugergrupper end dem, pointerer han.

"Man kan ikke benægte, at det er en succesfuld model for mange, men når man ser på dansk Elle, hvor meget er så originalt indhold, og hvor meget køber de fra de internationale udgaver? Det er vigtigt, at det ikke mest er genbrug. Modellen fungerer for en del af markedet, men for topdelen af forbrugerne er det ikke nok, de gider ikke at læse en version af en artikel i et magasin, som de har læst for tre måneder siden i den græske udgave af magasinet."

Monocles kernelæser er en 35-årig mand med høj indkomst. Men hvad sker der, når læseren bliver ældre, vil yngre generationer sætte lige så meget pris på Monocles nærmest boglignende kvalitet og intellektuelle indhold?

"Vi må se, om vi holder fast i vores nuværende læsere, eller får fat i yngre læsere, men der er 19-årige, som synes Monocle er fantastisk. De husker ikke, hvordan printprodukter var for ti år siden, for der læste de måske ikke engang, så det er interessant, at de synes om os. Men vi vil ikke jage ungdommen, meget unge læsere er alligevel ikke interessante for vores annoncører, fordi de ikke tjener nok penge."

Penge er også et issue for Monocle selv, og selve grundstenen i at kunne levere ordentlige journalistiske produkter, mener Tyler Brûlé. I dag producerer Monocle den kvalitetsjournalistik, som public service-kanaler som BBC og STV ikke længere har ressourcer til, mener stifteren.

Således bragte Monocle et interview med John McCains vicepræsident-kandidat, Sarah Palin, længe før nogen andre medier havde fået øjnene op for Alaska-guvernørens potentiale, fordi Monocle turde at bruge de penge, det koster, at sende en journalist afsted på en fornemmelse af, at der måske kommer en historie ud af det.

Det er dens slags fornemmelser og tip, medierne skal turde gå efter, selvom det koster, tordner Brûlé fra scenen. I dag styres newsrooms af finansdirektører og medierne presses af deres kommercielle ejere for at give overskud. Det er ikke kun i magasinbranchen, den er gal.