eBay køber Den Blå Avis og Bilbasen

Den Danske mediekoncern Den Blå Avis A/S er blevet overtaget af verdens største handelsplads på internettet, eBay Inc. Prisen er 2,1 milliarder kroner.

Det meddeler eBay i en pressemeddelelse mandag formiddag.

"Vi overtager en succesfuld, veldrevet virksomhed med ca. 300 gode medarbejdere. Forretningen er i konstant vækst i Danmark. Med den succes som udgangspunkt, er vi parat til at realisere nye udfordringer i hele Skandinavien," siger Jacob Fonnesbech Aqraou, adm. direktør i eBay´s globale rubrikannonce-forretning.

eBay opererer i flere end 20 lande og driver over 1000 forskellige internet-sites. Ny chef for de danskbaserede aktiviteter bliver Larry Illg, der har stor erfaring i at opbygge og udvikle online communities i eBay-regi, skriver eBay.

Den Blå Avis, dba.dk og Bilbasen.dk. er samlet set Danmarks største rubrikannonce-forum. Der er over 120 millioner sidevisninger om måneden på dba.dk og 66 millioner på Bilbasen.dk.

Såvel den printede avis som de to succesfulde sites vil fortsat blive drevet fra Danmark. Kontorerne i Århus, København, Herlev og Thisted opretholdes.

Grundkonceptet bag – og navnene på – de to populære sites, vil der ikke blive rørt ved, men eBay vil inden jul have gennemført en række forbedringer til gavn for brugerne.

Det skal blandt andet blive lettere at sælge ting og finde ting, oplyser eBay.

Rart at sælge
Ejer af Den Blå Avis-koncernen, Karsten Ree, siger til Epn.dk, at udvikling og internationale muligheder netop var det, han gik efter, da han besluttede sig for at gennemføre et generationsskifte.

”Der er rart at sælge, når man ikke er tvunget til at sælge. Den frihed har givet mulighed for at finde en køber, der både kan og vil leve op til de grundliggende værdier, som ledelse og medarbejdere har bygget Den Blå Avis og BilBasen på. eBay er stor og global, men i udgangspunktet er ideerne bag virksomheden de samme som vores. Det er et godt udgangspunkt for en spændende fremtid for virksomheden og for medarbejderne”, siger Karsten Ree. |NP|

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

MediaWatch udkommer med ét dagligt nyhedsbrev i ugerne 27-31. | Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Sådan udkommer MediaWatch i sommerferien

Læs også