John Hansen: Morten Lunds satsning undrede

Almindelig undren fik Jyllands-Postens redaktør, John Hansen, til at kaste sig over afdækningen af Nyhedsavisens lukning og dens farverige persongalleri. Det skete i en række artikler over de seneste uger, der indtil videre har givet det bedste og mest helstøbte billede af for- og efterspillet om Nyhedsavisens lukning.

Hvad har overrasket dig i afdækningen af sagen om Nyhedsavisen?
Tine Brødegaard Hansen

Almindelig undren fik Jyllands-Postens redaktør, John Hansen, til at kaste sig over afdækningen af Nyhedsavisens lukning og dens farverige persongalleri.

Det skete i en række artikler over de seneste uger, der indtil videre har givet det bedste og mest helstøbte billede af for- og efterspillet om Nyhedsavisens lukning.

Hvad har overrasket dig i afdækningen af sagen om Nyhedsavisen?

"Især to ting: At Morten Lund kunne finde på at satse så voldsomt på en virksomhed og en branche, som han vidste så lidt om. Desuden kom det bag på mig, at David Montgomery (ejeren af Berlingske-koncernen gennem Mecom Group) engagerede sig så tidligt og så meget i samtaler og forhandlinger med Nyhedsavisens ejere, både Morten Lund og de oprindelige islandske ejere. Det stod på i hvert fald fra det tidlige forår 2007."

Hvorfor har du kastet dig over sagen i første omgang?

"Med den bedste af alle begrundelser for en journalist: Jeg undrede mig. Først over meddelelsen i de sidste dage af juli om, at en amerikansk venturefond (Draper Fisher Jurvetson) havde "reddet" Nyhedsavisen, uden at der fremgik noget om, at fonden på nogen måde var blevet medejere af foretagendet. Dernæst over det forbløffende faktum, at Nyhedsavisen blev begæret konkurs af sin hovedaktionær blot en måned efter, at den samme hovedaktionær havde sagt, at avisen var økonomisk sikret. Og så var rygtet om penge under bordet fra David Montgomery til Morten Lund til gengæld for lukningen selvfølgelig med til at gøre min nysgerighed endnu større."

Hvordan kan sagen tænkes at ende?

"Jeg er ikke god til forudsigelser, men jeg tror, at resten af forløbet især vil gavne advokatstanden."

Hvad tror du, at de fremadrettede konsekvenser for mediemarkedets aktører bliver som følge af sagen?

"Sagen, altså bataljerne mellem ejere og ledere, og David Montgomerys spil med Morten Lund, er på bare nogle få ugers sigt ligegyldige for de øvrige medievirksomheder. Hvilken betydning Nyhedsavisens lukning har er svært at sige. Der er fortsat hård konkurrence på markedet. Men nu uden en desperado-aktør. De tilbageværende konkurrenter vil nok forsøge at holde sig til forretningsmodeller, som giver økonomisk mening."

Hvem var kilderne til dine artikler?

"Det kan jeg ikke oplyse. De medvirkede på betingelse af anonymitet."

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

MediaWatch udkommer med ét dagligt nyhedsbrev i ugerne 27-31. | Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Sådan udkommer MediaWatch i sommerferien

Læs også