DR's nye religionsprogrammer møder kritik

DR vil udskifte programmer om kirke og kristendom med mere brede religionsprogrammer, men det møder kritik fra flere af DR's bestyrelsesmedlemmer.
MediaWatch

DR vil udskifte programmer om kirke og kristendom med mere brede religionsprogrammer, men det møder kritik fra flere af DR's bestyrelsesmedlemmer.

P1-radioprogrammet "Folk og Kirke" vil fremover hedde "Religionsrapporten". Ligeledes vil tv-kanalen DR 2 følge op på programmerne "Tal med Gud" og "Skriftestolen" med et ugentligt magasin om tro og eksistens i bred forstand fra årsskiftet, skriver dr.dk.

Men en sådan omlægning risikerer at nærme sig kristianofobi – det vil sige frygt for eller had til kristne – og at bryde med Danmarks Radios public service-forpligtelse, mener teolog og bestyrelsesmedlem i DR Katrine Winkel Holm.

Hun får opbakning i bestyrelsen af forfatter Ole Hyltoft, udpeget af Dansk Folkeparti, der frygter, at de mere brede programmer vil blive for overfladiske.

"Omhuen og den grundige orientering går tabt på Danmarks Radio i disse år. Der skal være plads til at fordybe sig, og i det her tilfælde må kristendommen komme før de andre religioner. Vores kultur og identitet hviler i høj grad på et kristent grundlag, og det bør Danmarks Radio dyrke og holde ved lige," siger han.

Katrine Winkel Holm vil tage omlægningen op over for Danmarks Radios direktion og programdirektør Lars Grarup på et bestyrelsesmøde i næste måned. Professor i medievidenskab Frands Mortensen advarer dog bestyrelsesmedlemmerne om, at de risikerer at overskride principperne for Danmarks Radios politiske uafhængighed.

"Mens direktionen har ansvaret for programplanlægning og overholdelse af public service-forpligtelserne, skal bestyrelsen føre tilsyn med, at direktionen så også gør det. Så hvis Katrine Winkel Holm mener, at DR ikke lever op til forpligtelserne, skal hun tage det op. Men i det øjeblik hun tager enkelte programmer op, bevæger hun sig ud over sine beføjelser," siger han til dr.dk. |NP|

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

MediaWatch udkommer med ét dagligt nyhedsbrev i ugerne 27-31. | Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Sådan udkommer MediaWatch i sommerferien

Læs også