Ekspert: Dagblade bør blæse til net-krig

Ud over de mange spildte millioner, var Nyhedsavisen årsag til, at dagbladene mistede fokus på at få offline-udgaven til at fungere online.
MediaWatch

Ud over de mange spildte millioner, var Nyhedsavisen årsag til, at dagbladene mistede fokus på at få offline-udgaven til at fungere online.

I dag er dagbladene meget godt med på nettet, men hvor kunne de have været uden gratisaviskrigen? Gorm Wesing Flyvholm, Media Director hos Deloitte Business Consulting A/S, ser dog den positive gevinst ved krigen, at der er kommet mere fokus på professionalisering i avisbranchen.

"Nyhedsavisen har skab meget forvirrig og usikkerhed om kategorien af gratisaviser, gratiskrigen har kostet uhyggeligt mange penge og fjernet fokus fra at få den gamle offline-forretningsmodel til at fungere online, fordi man har skullet bruge ressourcer og kapital på at forholde sig til en krig, der eskalerede," siger Gorm W. Flyvholm og tilføjer:

"Den massive konkurrencesituation har til gengæld tvunget medielederne til at være omstillingsparate og det har ført en yderligere professionalisering af branchen med sig. Gevinsten er et kriseapparat, der er meget stærkt. Havde det ikke været islændingene og Nyhedsavisen, men for eksempel Bonnier eller Schibsted med egnekapital på 20 mia., der havde stået bag en gratisavis, kunne den måske være der endnu."

I stedet er et klart signal blevet sendt til investorer, der drømmer om at åbne gratisavis på det danske marked: Det koster rigtig mange penge og det kan afskrække andre spillere.

Resultaterne med vigende markedsandele, annoncepriser, løssalgsaviser, abonnementspriser og læsere, der har cyklet rundt, har været utrolig problematisk, siger Gorm W. Flyvholm.

Selvom 600.000 læsere på papiret er i omløb efter Nyhedsavisens lukning i dag, er en del af dem dobbeltdækket af andre gratisaviser. Det kan også vise sig mere end svært at konvertere dem til læsere af betalingsaviser.

For gratisaviserne er en øgning i læsertal det brækjern, der skal til, for at åbne annoncørerne og mediebureauernes kasser, mener Gorm W. Flyvholm.

"Man kan håbe for avisbranchen, at annoncepriserne stiger, men udmeldingerne fra mediebureauerne er, at man ikke skal vente stor hjælp fra dem. Desuden er annoncekampagnerne planlagt og booket i nogle tilfælde for resten af året, og de ligger på det lave krigsniveau. På den korte bane kan priserne stige en anelse, men der vil være indædt modstand hos kunderne mod at komme tilbage på 05/06 niveauet."

En ny chance for at hæve annoncepriserne, kan byde sig næste år, hvis de resterende gratisaviser kan dokumentere, at de har samlet nogle af Nyhedsavisens læsere op. Men på lang sigt, er det mindre vigtigt at have fokus på oplaget.

"Den store kamp ligger i at få brugere på nettet. Nogle af de mange penge fra gratisaviskrigen kan bruges på at få flere kalorier i de digitale satsninger.

Gorm W. Flyvholm var en af dem, der efter ventureselskabet Draper Fischer Jurvetsons indtog i Nyhedsavisen, fik troen tilbage på projektet, men de har nu lukket for kassen.

"Jeg tog for gode varer, at der var kommet penge, men de kom ikke, og det skyldes nok, at man har indset, at indflyvningen til god indtjening ikke var strækningen København - Aalborg, men snarere København - New York med stor risiko for at dumpe i vandet på vejen."

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

MediaWatch udkommer med ét dagligt nyhedsbrev i ugerne 27-31. | Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Sådan udkommer MediaWatch i sommerferien

Læs også