Nyhedsavisen vil købe MetroXpress

Nyhedsavisen vil mandag offentliggøre et købstilbud på den danske del af MetroXpress, skriver flere aviser. Opkøbet skal sikre én stærk gratisavis i Danmark.
MediaWatch

Nyhedsavisen er kommet med et købstilbud på MetroXpress, skriver flere aviser. Tilbuddet bliver offentliggjort mandag.

Opkøbet af avisen skal sikre en stærk gratisavis i Danmark.

"Vi håber at få et resultat. Vi mener, det er nødvendigt at konsolidere markedet hurtigt, og derfor har vi givet et bud på den danske del af MetroXpress. Målet er at lave en samlet, stor gratisavis. Lige nu bløder begge aviser. Det er der ikke grund til," siger hovedaktionær i Nyhedsavisen, Morten Lund, til Børsen.

Metro International ejer i øjeblikket 51 procent af aktierne i MetroXpress, mens JP/Politikens Hus og A-Pressen ejer 24,5 pct. hver. Der udgives ud over avisen MetroXpress også gratisavisen 24timer.

Nyhedsavisens købstilbud skal dog være lukrativt for at handlen skal komme i hus. Mindretalsaktionæren i MetroXpress, A-pressen, er i hvert fald umiddelbart uforstående overfor tilbudet.

"Vi har ikke gjort os tanker om at forlade MetroXpress. Tværtimod," siger direktøren for A-pressen, Bjarne Salomonsen til MediaWatch.

Han ser MetroXpress og 24timer som de stærkeste brands på gratisavismarkedet, hvilket han ikke mener, at krisen på annoncemarkederne kan ændre.

Han understreger dog, at et købstilbud vil blive behandlet seriøst.

"I det øjeblik, jeg ser et købstilbud, skal jeg indkalde bestyrelsen i A-Pressen. Jeg fornemmer dog, at også de fortsat mener, det er rigtigt at være på markedet for trafikaviser," siger han. |NP|

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

MediaWatch udkommer med ét dagligt nyhedsbrev i ugerne 27-31. | Photo: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Sådan udkommer MediaWatch i sommerferien

Læs også