Mediebureauer vinder vækstkampen
Mediebureauerne vinder for andet år i træk slaget om væksten i kommunikationsbranchen over reklamebureauerne.
Dagbladet Børsens anden samlede analyse af reklame, PR, direct marketing og mediebureauerne viser, at mediebureauerne voksede med 16,6 pct. i bruttoavance sidste år, mens reklamebureauerne voksede med blot 5,4 pct.
"Tallene viser, at reklamebureauernes plads, som den primære rådgiver i kommunikationsbranchen, er på spil," siger Peter Gottfredsen, der er adm. dir. i Omnicom Mediagroup.
Han vurderer, at mediebureauernes fordel er, at de er gode til tal, mens reklamebureauerne har outsourcet talfolket og "dermed mistet et centralt konkurrenceparameter".
Han siger, at kampen mellem dokumentation og effekt på den ene side og kreativiteten på den anden vil ende med en sejr til effektiviteten. |NP|