Rigsrevisionen har kig på TV 2

Det er ikke sikkert, at Kulturministeriet står for undersøgelsen af TV 2's drift og ledelse i 2007-08, for Rigsrevisionen er også koblet på opgaven efter ønske fra Dansk Folkeparti.
Per Fanefjord Laursen
Det er ikke sikkert, at Kulturministeriet står for undersøgelsen af TV 2's drift og ledelse i 2007-08, for Rigsrevisionen er også koblet på opgaven efter ønske fra Dansk Folkeparti.

Oprindelig besluttede medieordførerne, med kulturministeren forenden af bordet, at man i kølvandet på TV 2's store økonomiske kvaler ville iværksætte en undersøgelse af, hvad der skete med TV 2's drift og ledelse i de seneste 12 måneder - det vil sige også ind over Per Mikael Jensens regeringstid. Han er i øvrigt godt tilfreds med udsigten til en uafhængig analyse.

Da Finansudvalget skulle godkende statslånet til TV 2, bad Dansk Folkeparti imidlertid ministeren om, at der også gennemføres en undersøgelse TV 2 af Rigsrevisionen. Det er ikke hverdagskost, at folketingsudvalg beder Rigsrevisionen om hjælp. Signalet er, at TV 2 er en alvorlig sag. Ifølge MediaWatchs oplysninger afventer Rigsrevisionen et endelig ok til at indlede undersøgelse fra Statsrevisorerne den 20. august.

Når Brian Mikkelsen kommer retur fra OL, skal han mødes med medieordførerne og beslutte, om man på den baggrund vil droppe sin egen undersøgelse af TV 2 og overlade banen til Rigsrevisionen. Det gør man sandsynligvis.

TV 2 har netop fået godkendt sit statslån i EU. Hermed er skabt det nødvendige "pusterum" for hen over efteråret grundigt at få gennemanalyseret TV 2's virksomhed, økonomi og rammebetingelser. Dette analysearbejde vil blive indledt i denne måned. På baggrund af analysen vil der sidst på efteråret blive fremlagt forslag til tiltag, der kan bringe TV 2 økonomisk på fode igen. Dette forslag vil også skulle anmeldes til Kommissionen.

Lasse Jensen, producent af Mennesker og Medier, er ikke så imponeret. Han efterlyser, at der også kommer fokus på politikernes TV 2-beslutninger i det forgangne år.

Han peger i sin klumme på, at hvis staten både vil være aktør på det frie marked og samtidig beholde sin indflydelse, går det galt. Man ved, at en politikers værste mareridt er at miste indflydelse.

"Det er derfor, medieforligsparterne danser rundt om den rygende TV 2-grød. Min påstand er, at her støder den konservative salgs-ideologi direkte sammen med statsministerens naturlige modvilje mod at sælge og dermed afgive kontrol. Her støder politikernes skrigende uvidenhed om mediemarkedet sammen med virkeligheden."

Derfor giver den bebudede undersøgelse af ansvaret for TV 2-skandalen kun mening, hvis den også omfatter de politiske dispositioner, skriver Lasse Jensen.

"Undersøgelsen skal altså også rette søgelyset på staten selv. De politikere og embedsmænd, som har sat de overordnede rammer for nedsmeltningen. Det vil ikke fritage Kronborg & Jensen for et ansvar. Hvis man sætter amatører til at administrere ejerens luftkasteller, går det jo bare ekstra galt," skriver Lasse Jensen.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

MediaWatch udkommer med ét dagligt nyhedsbrev i ugerne 27-31. | Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Sådan udkommer MediaWatch i sommerferien

Læs også