Ny virus ikke stor trussel for danske netaviser

En ny computervirus har skabt store problemer for en række britiske medier. Herhjemme slipper vi dog billigere end i sidste måned.
MediaWatch

Asprox, som virusset hedder, spreder sig ved at smitte helt almindelige hjemmesider på internettet. Herfra vil alle besøgende så få installeret virusset, der ud over automatisk at forsøge at hacke andre hjemmesider, også sender også alle indtastede passwords - uanset om det er til email-kontoen, onlinespillet eller netbanken - videre til de endnu uafslørede bagmænd.

Virusset, eller trojaneren som de mere teknisk kyndige vil kalde den, har længe været kendt af verdens computerbrugere. Den aktuelle version er dog af en ny type, der første gang dukkede op kort før nytår. Den udnytter små fejl i databasen bag hjemmesider skrevet i programmeringssproget, ASP.

Det aktuelle udbrud har især ramt i Storbritannien, hvor mange tusinde briter nu er blevet smittet med virusset, efter nogle af landets største netaviser blev inficeret.

Tidligere har et udbrud af virusset i starten af juni måned ramt en lang række danske netmedier med fuld kraft, blandt andet blev TV 2 Nords netavis, tv2regionerne.dk, mobil.nu, itzonen.dk, kommunikationsforum.dk og oresunddirekt.com ramt af hackerangrebet.

Kun nogle få hundrede danske sider er dog lige nu inficeret af virusset, erfarer Mediawatch. Og sikkerhedsselskabet Symantec betegner da også risikoen ved virusset som lille.

Sikkerhedseksperter opfordrer dog alligevel alle borgere til at beskytte deres computer med et antivirusprogram.

Skulle man blive smittet med Asprox kan man på denne side finde et program, der let kan fjerne infektionen: http://www.kiguolis.com/asprox/ |NP|

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også