Berlingske viger ikke en millimeter

Signalet fra Lisbeth Knudsen er entydigt: Berlingske er kommet for at blive både i Århus og på gratismarkedet.
Ole Nørskov

Signalet fra Lisbeth Knudsen er entydigt: Berlingske er kommet for at blive både i Århus og på gratismarkedet.

Når man taler Berlingske med branchefolk, går der sjældent længe, før følgende spørgsmål kommer op:
"Hvorfor giver koncernen ikke sig selv et større frirum ved at skære nogle af de underskudsgivende aktiviteter fra?

Århus Stiftstidende og gratisavisen Urban bliver så typisk nævnt i den næste sætning.
Men Berlingske Medias koncernchef, Lisbeth Knudsen, har ikke en retræte med i sin nye strategiplan for 2008-10.

Århus Stiftstidende har genereret et driftsunderskud på omkring 350 mio. i dette årtusind, men det får ikke Lisbeth Knudsen til at overlade Østjylland til Jyllands-Posten.

"Århus Stiftstidende er den største avis i byen, og det betyder, at vi har en markant markedsposition i Århus, som vi ikke har tænkt os at opgive. Vi har tværtimod klart tænkt os at udvikle og forstærke det lokale koncept for Århus Stiftstidende. Og vi har på det seneste udviklet samspillet mellem de aviser, der ligger i det midtjyske område - så der, hvor der er synergier, der kan udnyttes, der arbejder vi med det. Det gælder mellem Randers og Århus, men også mellem Holstebro, Viborg og Ringkøbing/Skjern..Desuden er det lige nu, at vi tager hul på også at dele stof i større omfang på tværs af hele koncernen - således at Århus Stiftstidende kan få flere kræfter til at dyrke det superlokale og nære."

Hvilke synergier er der tale om?

"Det kan for eksempel være noget af featurestoffet, erhvervsstoffet, livsstilsstoffet og sporten. Og der er også ander områder, hvor man samarbejder på tværs.

Så vi har helt klart tænkt os at fortsætte den udviklingsproces, som har været sat på benene i løbet af de seneste års tid.
Der er ansat en ny chefredaktør for Midtjyske Medier, Dorthe Carlsen, og hun har har nogle meget klare, gode og stærke tanker om, hvordan Århus Stiftstidende skal markere sig i mediebilledet og i byen derovre. De planer støtter jeg klart op om.
Så vi har faktisk, tvært imod hvad nogen går og taler om, klare intentioner om at udvikle Århus Stiftstidende og at sikre det som et fortsat stærkt kort i det midtjyske område."

Hvad med Urban, som i dag er den svageste af de fire store gratisaviser målt på læsertallet. Hvorfor ikke bare opgive kampen?

"Vi har i februar relanceret Urban og gjort den yngre målgruppemæssigt, så den passer perfekt i vores portefølje forstået på den måde, at med Urban har vi en mulighed for at få kontakt til den yngre del af det læsende publikum.
Med den nye model, vi valgte for Urban i februar, hvor vi integrerede avisen i Berlingske Tidnedes redaktionssekretariat og i Berlingske Tidendes redaktionelle processer, ligger vi omkostningsmæssigt bedre end sidste år.
Det er klart, at så kan annoncekonkurrencen og de dumpingpriser, som jo eksisterer på gratisavismarkedet lige nu, ødelægge meget for alle. Men vi har en udgivelsesmodel for Urban nu, som vi er ret tilfredse med. Vi er ikke tilfredse med indtjeningen, men det skyldes jo så, at nogen er i gang med at ødelægge annoncemarkedet."

Hvem er nogen?

"Jamen ,det er jo Nyhedsavisen, men det har også været 24timer, som er blevet solgt som tillægsgevinst til annoncering i Jyllands-Posten, men nu hvor JP/Politiken har overladt problemet med et stort underskud til Metro må jeg formode, at de hos Metro vil prøve på at få annoncepriserne op."

Så du forventer på baggrund af fusionen, at annoncepriserne vil gå op?

"Lige nu er der jo sådan en udmattelseskrig i gang i forhold til Nyhedsavisen, men jeg håber da til efteråret, at der vil begynde at brede sig en større grad af fornuft både i Metro-koncernen og hos Nyhedsavisen i forhold til rimelige annoncepriser."

Der spekuleres i, at Nyhedsavisen og Urban kunne gå sammen på samme måde, som det skete med 24timer og MetroXpress.

"Jamen, jeg taler gerne med alle - inklusive Svenn Dam og Morten Lund. Så må man se hvor det bærer hen. Jeg sagde jo i forbindelse med 24timer-fusionen, at vi bliver på gratisavismarkedet, og at vi gerne går i partnerskaber og alliancer, som giver mening forretningsmæssigt. Det er til gengæld den klare forudsætning for nogen form for alliancer fra vores side."

Men er der ikke kun Nyhedsavisen tilbage?

"Jeg vil ikke udelukke noget på nuværende tidspunkt. Vi arbejder med flere forskellige scenarier."

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

MediaWatch udkommer med ét dagligt nyhedsbrev i ugerne 27-31. | Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Sådan udkommer MediaWatch i sommerferien

Læs også