Avisen.dk afliver beta-skiltet

Avisen.dk har fået foretaget en make-over. Nyhedsavisen relancerer sin hjemmeside efter mere end halvandet år i beta.
MediaWatch

Avisen.dk har fået foretaget en make-over. Nyhedsavisen relancerer sin hjemmeside efter mere end halvandet år i beta.

"Nu ryger beta-skiltet. Det har jeg ventet på i rigtig lang tid. Og nu er dagen så kommet. Det er en god fornemmelse," siger nyhedschef Ole Wejse Svarrer til MediaWatch.

De tre vigtigste elementer i relanceringen er ifølge nyhedschefen, at man ønsker en bedre prioritering af nyhederne, et generelt 'face lift' til hjemmesiden og et mere brugervenligt design.

"Vi har brugt meget tid på at udvikle det nye site. Vi var sådan set langt allerede sidste sommer, men på det tidspunkt afventede vi ansættelsen af en ny direktør for online-området (Marianne Leth, red.). Med hende i spidsen kom vi et godt stykke videre - men så kom fyringsrunden i februar og samarbejdet med Freeway, der satte procesessen yderligere i stå. Men siden Freeway kom med, er det gået stærkt," siger Ole Wejse Svarrer.

Med lanceringen tirsdag er det tredje gang, at avisen.dk er blevet kodet fra bunden. Første gang var ved lanceringen i 2006 med beta-skiltet. Senest stod et næsten klart og omprogrammeret nyhedssite parat i februar, da Freeway overtog onlineaktiviteterne og besluttede at omkode sitet endnu en gang. Men selv om avisen.dk i dag får nyt udseende, er arbejdet med hjemmesiden ikke ovre.

"At vi relancerer nu, betyder ikke, at vi er færdige med at udvikle på sitet. Tværtimod er vi lige begyndt. For det nye Avisen.dk er kendetegnet ved, at der bliver udviklet på det hele tiden. Derfor vil brugerne opleve, at der måned efter måned kommer nyt indhold på. Det kan være et 'børneværelse', hvor ungerne kan høre eventyr og tegne eller et rejsesite, hvor vi mikser brugernes egne rejsetips med redaktionens artikler," siger Ole Wejse Svarrer.

Fokus har i denne omgang være at give sitet et generelt face lift. "Samtidig giver det os bedre mulighed for at prioritere nyhedsstrømmen, så de væsentligste og mest underholdende artikler kommer mere i fokus. Brugervenligheden har også fået et løft," siger Ole Wejse Svarrer og tilføjer: "Men det bedste er, at vi kan pensionere beta-skiltet efter mere end halvandet år." |NP|

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

MediaWatch udkommer med ét dagligt nyhedsbrev i ugerne 27-31. | Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Sådan udkommer MediaWatch i sommerferien

Læs også