JP sender ekspedition fra Thule til Sibirien

En ny polarekspedition flyver ad samme rute, som Knud Rasmussen fulgte på verdens længste slæderejse fra Thule til Sibirien i 1920'erne.
MediaWatch

En ny polarekspedition flyver ad samme rute, som Knud Rasmussen fulgte på verdens længste slæderejse fra Thule til Sibirien i 1920'erne.

Ekspeditionen, som er arrangeret af Jyllands-Posten, skal  belyse, om der fortsat på tværs af Arktis findes en sammenhængende inuit-kultur med fælles sprog, traditioner og verdensbillede.  Undervejs vil ekspeditions-deltagerne beskrive, hvordan levevilkårene i Arktis er under forvandling - blandt andet på grund af ændringer i klimaet.

Ekspeditionens opdagelser skal sammen med andet baggrundsmateriale omsættes til undervisningsmateriale, så skoleelever efter ferien kan lære mere om natur, klimaændringer og forurening. Oplevelse og fakta kombineres og fremmer forståelsen op til klimatopmødet i København næste år.

Ekspeditionen vender tilbage til en række af de steder, som Rasmussens 5. Thule-ekspedition besøgte og beskrev.

Udgangspunktet for planlægningen af Arctic Explorer er det omfattende dokumentationsmateriale fra 5. Thuleekspedition - herunder materiale, som ikke hidtil har været offentliggjort.

”Vi har arbejdet med dette projekt siden 2000, og det er en stor glæde, at ekspeditionen kan gennemføres i 75 året for Knud Rasmussens død. Den lange slæderejse er en af Danmarkshistoriens største ekspeditioner, som blandt andet hjembragte cirka 20.000 etnografiske genstande, film, fotos, noter og tegninger. Det har været en stor inspiration at grave i materialet,” siger chefredaktør Henrik Thomsen, Morgenavisen Jyllands-Posten.

Jyllands-Postens ambition er at være kendt som landets førende udbyder af viden målrettet indervisningssektoren - primært grundskolen og de gymnasiale uddannelser.

Ud over journalister og en fotograf er også eksperter i etnografi og zoologi fra Moesgård Museum og Københavns Zoo med på Arctic Explorer.

Ekspeditionen kan følges i Morgenavisen Jyllands-Posten fra slutningen af august og på klimaportalen www.klimaet.dk  allerede nu. Her samler avisen et stort baggrunds- og undervisningsmateriale om klimaændringer og forurening - ikke kun i Arktis, men også i andre dele af verden, hvor den globale opvarmning allerede har lavet om på hverdagen.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Læs også