Bureauer: Kam til Ullums hår

Søndagsavisens nye direktør og chefredaktør får svært ved at vinde de 'landsdækkende' annoncører.
MediaWatch

Søndagsavisens nye direktør og chefredaktør får svært ved at vinde de 'landsdækkende' annoncører.

"Umiddelbart ser fremtiden for Søndagsavisen meget hård ud. Avisen er under stort pres fra alle sider," siger Gitta Steffensen, mediechef med ansvar for print hos Carat.

Hun mener, at avisens nye topchef, Arne Ullum, har en meget stor opgave, som først og fremmest går ud på at hæve det redaktionelle niveau i avisen.

"Ellers vil det blive meget svært for dem at fastholde annoncepriserne, som ikke er konkurrencedygtige, når det gælder de landsdækkende annoncører," siger Gitta Steffensen.

Arne Ullum, som allerede har lovet en relancering af avisen, forstår udmærket Gitta Steffensens pointe.

"Men det er kun en meget lille del af vores omsætning, der kommer fra mediebureauerne. Vores store styrke er vores mulighed for at segmentere regionalt og give regionale annoncører høj effekt. Det forklarer, hvorfor mediebureauerne kan finde vores priser høje. I forhold til de landsdækkende annoncører har vi ikke den samme konkurrencefordel, som over for regionale annoncører," siger han.

Arne Ullum vil dog af flere grunde meget gerne have flere landsdækkende kampagner i avisen.

"Hvis vi har tre-fire helsides annoncer får vi en pænere avis. Det kan være med til at løfte os op i markedet. Derfor vil jeg da også se på om vores tilbud til de landsdækkende annoncører skal skrues sammen på en anden måde, men det er noget jeg stille og roligt vil diskutere med de store mediebureauer, når jeg tiltræder 1. maj," siger han.

Der skal imidlertid meget til for at lokke de landsdækkende annoncører, mener Gitta Steffensen.

"Søndagsavisen har tabt mange annoncører på grund af de høje priser, og Arne Ullum får kam til sit hår i forsøget på at få dem tilbage," spår hun.

Hos OMD vurderer trading director Claes Braagaard også, at Arne Ullum går en besværlig tid i møde.

"Problemet for Søndagsavisen er, at alt for mange opfatter avisen som en reklametryksag og smider den ulæst i genbrugscontaineren. Spørgsmålet er, om en relancering kan rette op på det. Der skal i hvert fald andet end kosmetiske ændringer til for at forbedre brandets styrke," siger han.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

MediaWatch udkommer med ét dagligt nyhedsbrev i ugerne 27-31. | Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Sådan udkommer MediaWatch i sommerferien

Læs også