Et godt år for annoncørerne

Betalingsaviserne står til at miste 10-15 procent af annonceomsætningen.
MediaWatch

Betalingsaviserne står til at miste 10-15 procent af annonceomsætningen.

Sådan lyder spådommen fra print director Jane Ravn fra Mediaedge:cia på den sidste forhandlingsdag i dette års årsaftale-runde. 

Den øgede konkurrence har dels presset priserne og dels tvunget mediehusene til at tænke i nye og mere fleksible løsninger, forklarer hun.
”Det betyder, at vi har kunnet lave flere aftaler på tværs af medieplatformene, og at vi kan finde de rigtige kontakter til de rigtige priser på de rigtige tidspunkter,” siger hun.

Konkurrencen og de hurtige omskiftninger på dagbladsmarkedet betyder, at der bliver lukket færre årsaftaler, og at de lukkes på et lavere niveau. De gamle betalingsaviser har svært ved at fastholde niveauet efter det voldsomme fald i læsertallet i løbet af 2007.

”Reklamebudgetterne er status quo og samtidig er der kommet en række nye spillere, som snildt kan levere gode kontakter og oven i købet gøre det til en lavere pris. Derfor forventer jeg, at de gamle betalingsaviser vil miste op mod 10-15 procent af annonceomsætningen,” siger Jane Ravn.

Modtrækket fra de to store avishuse er mere fleksible løsninger, men annonceafdelingerne må ruste sig til, at kampen kommer til at strække sig over hele året. Flere annoncører har af forsigtighedshensyn gemt en pose penge, som de forskellige medieaktører kommer til at slås om fra kampagne til kampagne.

”Annoncørerne arbejder med en reservebuffer, og det betyder at vi i høj grad skal være tilstede hos kunderne for at fortælle dem om vores løsninger,” siger Søren Hyldgaard, direktør for Det Berlingske Officins nye fælles annonceafdeling, som sælger på tværs af alle titler og platforme.
Han medgiver, at der bindes færre penge i årsaftalerne end tidligere, men han er ikke pessimist for året som helhed.
”Vi ligger ganske fornuftigt, og det er alt for tidligt at sige, hvordan det ender,” siger han.

De sidste forhandlinger finder sted i løbet af i dag. Uanset hvordan de ender, tør Jane Ravn godt udråbe en vinder:
”Det bliver et godt år for Mediaedge:cia’s kunder,” siger hun.
Mediaedge:cia er den største spiller på printområdet og indkøber årligt annonceplads for omkring 450 mio. kr. i aviser, ugeblade og magasiner.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

MediaWatch udkommer med ét dagligt nyhedsbrev i ugerne 27-31. | Photo: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Sådan udkommer MediaWatch i sommerferien

Læs også