Zentropa har flere gange handlet internt til priser, som vækker undren hos revisionsfirmaet Ernst & Young og en investeringsekspert. Det er filmselskabets interne handler, der ifølge kilder, som Børsen har talt med, muligvis ikke er foregået på markedsvilkår. Helt konkret drejer det sig f.eks. om anparter i Zentropa Kommunen ApS, der er solgt til medarbejdere for at fremtidssikre virksomheden, påpeger leder af medie- og entertainmentsektoren i Ernst & Young, Jakob Fogt. "Der kan derfor sættes spørgsmålstegn ved de anvendte værdiansættelsesprincipper i de gennemførte transaktioner og rejses tvivl om, hvorvidt de anvendte priser er baseret på markedsvilkår," siger han til avisen. Revisor Allan Seiersen fra firmaet JS Revision forklarer, at priserne er fastsat ud fra selskabets indre værdi og klassicificeret op til, hvordan man forventer, det vil gå fremover. Men den vurdering er behæftet med usikkerhed, siger Jakob Fogt. Men det er ikke kun den handel, der vækker undren. Også ejerne Peter Aalbæk, Lars von Trier og Peter Gardes interne handler med ejendomme og byggegrunde i Filmbyen er sket til priser, der muligvis har ligget langt under markedsværdien. |NP|