Pansergeneralen

Jørgen Ejbøl, bestyrelsesformand for Det Fælles Udgiverselskab (JP/Politikens Hus)
InMente

Jørgen Ejbøl, bestyrelsesformand for Det Fælles Udgiverselskab (JP/Politikens Hus)

"Det er en typisk Ejbøl," lød vurderingen fra en af Jørgen Ejbøls mindre gode venner, da Ejbøl forleden satte resten af bestyrelsen for JP/Polikens Hus på plads, så han mod den oprindelige aftale kunne fortsætte på formandsposten på ubestemt tid.

Og sandt er det, at Jørgen Ejbøl blev ikke chef for at være populær hos sine medarbejdere og samarbejdspartnere. Den tidligere ansvarshavende chefredaktør og direktør på Jyllands-Posten er en person, der er elsket af få og hadet af mange. Han gjorde Jyllands-Posten til Danmarks største avis, åbnede en ny flanke i København og holdt skansen igennem 1990’ernes aviskrig i Århus. Senest har han været med til at styrke Jyllands-Postens position på markedet ved at fusionere med Politikens Hus. I dag er han formand for selskabets bestyrelse.

"Jeg tror helt enkelt, at forudsætningen for, at du kan lede en virksomhed, er, at du virkeligt holder af den – alvorligt holder af den. Derfra kommer det hele," har Jørgen Ejbøl forklaret om sit lederskab i et interview bragt i Berlingskes Nyhedsmagasin.

Jørgen Ejbøl har fået tilnavnet ”generalen” i mediekredse, fordi han ikke skyer nogen midler for at nå sine mål. Især er han blevet kritiseret for sin personalehåndtering, der er svinget mellem det bryske og det følsomme. Da han i 1993 tiltrådte som direktør på Jyllands-Posten forlangte personalechefen således psykologovervågning af chefens møder med personalet – og resultaterne rapporteret til avisens bestyrelse. Det kom dog imidlertid ingenting ud af – Ejbøl har altid formået at levere resultater på bundlinjen. Om sin ledelsesstil har Ejbøl sagt i et interview med Berlingske Nyhedsmagasin:
"Jeg kunne aldrig drømme om at gå halvvejs mod et mål. Aldrig. Om man så i nogle situationer kommer til at skubbe for hårdt til folk, det tilstår jeg at have gjort. Og jeg vil fortsætte med at gøre det, hvis det er det, der skal til. Jeg har altid følt, at den største ærlighed i livet er på en pæn og ordentlig måde at kunne sige, hvad man mener. Jeg har meget lidt respekt for folk, der kan sidde ved et mødebord i en fidel stemning, og først efter mødet give udtryk for, hvad de mener."

Jørgen Ejbøl er ikke en person, der skilter med sit netværk. En af hans gode venner er den tidligere chef for TV 2 og nuværende administrerende direktør for Metro International, Per Mikael Jensen. De kom tæt på hinanden, da Per Mikael Jensen blev ansat som redaktionschef JP København, og forholdet fortsatte, da Jensen forlod Jyllands-Posten for at starte gratisavisen MetroXpress i Danmark. En anden person i netværket er Jørgen Madsen, administrerende direktør i MTG Danmark, der er gift med Jørgen Ejbøls tidligere hustrus datter.

Per 1. januar 2003 forlod Jørgen Ejbøl Jyllands-Posten efter ti år ved roret. Men helt slippe avisen kan han ikke, da han arbejder som bestyrelsesformand for Det Fælles Udgiverselskab i JP/Politikens hus. Her bruger han diplomatens fløjlshandske frem for generalens jernnæve, siger han i et interview til Berlingske Nyhedsmagasin.

"Noget, der mangler i myten, er, at jeg faktisk i mange situationer er en ganske habil diplomat. JP/Politiken-fusionen, som jeg er formand for, er et af beviserne. Her er der en fusion, som i år kommer ud med et betydeligt trecifret millionoverskud før skat, og som snart har fungeret i to år uden et kulturproblem. Det er der ingen, der skriver om," siger Jørgen Ejbøl og tilføjer:
"Men en del af diplomatens rolle er selvfølgeligt også at være kyniker. At få ti forskellige interesser til at nå sammen, klarer man ikke på charmen."

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

MediaWatch udkommer med ét dagligt nyhedsbrev i ugerne 27-31. | Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Sådan udkommer MediaWatch i sommerferien

Læs også