Manden de kalder ”Rommel”

David Montgomery, formand for Det Berlingske Officin
InMente
David Montgomery, formand for Det Berlingske Officin

Ifølge rygter går David Montgomery under navnet ”Rommel” blandt journalisterne på bladgruppen Mirrors aviser. Øgenavnet skyldes, at David Montgomery ingen nåde viser og sætter sine opkøbte medier på smalkost i form af heftige rationaliseringer med et klart sigte om økonomisk afkast. Det er ud fra samme filosofi, at hans medieinvesteringsselskab Mecom Group PLC købte Orklas mediegruppe i 2006. Et opkøb, der har placeret David Montgomery i spidsen for Det Berlingske Officin.

David Montgomerys ry som hård og omkostningsbevidst medieboss blev tillagt i hans syv år som topchef i den britiske Mirror-avisgruppe. Han overtog ledelsen af gruppen i 1992, da den var dybt forgældet. Han var hyret af banker og kreditorer til at rette skuden op, og det lykkedes, selvom processen ikke har været smertefri. Ifølge Montgomery havde den delvist Mirror-ejede The Independent aldrig overlevet, hvis ikke det havde været for hans ledelsesstil.
”Hvad enten man mener, at det er rigtigt eller forkert, så har jeg valgt at opnå resultater, frem for at tage mig af kritik,” har han forklaret i et interview i avisen The Guardian.

Hans managementfilosofi, der kendes på nedskæringer, rationaliseringer, profitkrav og en hårdhændet ledelsesstil har skabt ham mange fjender i bladverdenen, men beundrere og venner i Londons finansdistrikt. Det er også i London City, at Montgomery har allieret sig med risikovillig kapital i ventureselskabet 3i. En alliance, der bygger på en forventning om profitmaksimering uanset hvad.

Ud over Orkla hører det tyske Berliner Verlag med aviserne Berliner Zeitung og Berliner Kurier til Mecoms opkøb. Dertil kommer avisen Hamburger Morgenpost og den hollandske Mediegruppe LMG. Forventningen blandt britiske pressefolk er nu, at Mongomery vil benytte sine europæiske opkøb som et springbræt til en position på det britiske mediemarked. Det er her, han som journalist trådte sine barnesko i 1970’erne.
Han uddannede sig til journalist på Queens Universitet i Belfast, og fik sit første job på tabloidavisen ”Daily Mirror” i 1973. Derfra rykkede han videre til ”The Sun”, hvor han blev redaktionschef i 1980. I 1982 rykkede han til ”The People” og var redaktør på ”The News of the World” fra 1985. I 1992 blev han udnævnt som administrerende direktør for Mirror-gruppen, som han forlod i 1999. Der var en del furore omkring Montgomerys afgang fra gruppen. Den tidligere chefredaktør på The Mirror, Piers Morgan, skriver i bog, ”The Insider”, omkring afgangen:
”Monty er måske nok en kold fisk, men jeg kunne altid virkelig godt lide ham. Hans problem var, at han var enormt dygtig til at skære i omkostningerne, men aldrig fandt ud af, hvordan han kunne sælge flere aviser samtidig med at bruge færre penge.”

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

MediaWatch udkommer med ét dagligt nyhedsbrev i ugerne 27-31. | Photo: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Sådan udkommer MediaWatch i sommerferien

Læs også