Sidste print-forsøg fra Ingeniøren

Tiden er ikke længere til at lancere nye fagmedier på print. Så kort sammenfatter chefredaktør og adm. direktør, Arne R. Steinmark, Mediehuset Ingeniørens erfaringer med IT-bladet Version2.
MediaWatch
Tiden er ikke længere til at lancere nye fagmedier på print. Så kort sammenfatter chefredaktør og adm. direktør, Arne R. Steinmark, Mediehuset Ingeniørens erfaringer med IT-bladet Version2. Bladet lukkede ned i sidste uge efter et års intenst forsøg på at fravriste Computerworld positionen som IT-annoncemedie nummer ét. Annonceindtjeningen stod imidlertid ikke mål med forventningerne, og det er sidste gang, Ingeniøren kaster sig ud i et så omfattende printeventyr. ”Fremover satser vi på nye initiativer på nettet,” siger Arne R. Steinmark, som allerede inden for det kommende halve år vil søsætte et nyt større online-projekt. Normalt har folk ikke noget imod at tjene penge, men for Ingeniøren er der et potentielt problem forbundet med den succes, selskabet har haft indtjeningsmæssigt på det seneste. En stor del af omsætningen kommer nemlig fra jobannoncer, og for Arne R. Steinmark er et af de væsentligste punkter i de kommende års strategiplan at få fordelt indtægterne på flere søjler, så selskabet bliver mindre følsomt over for konjunkturbølger. Og i den sammenhæng har Version2 ikke udspillet sin rolle. ”Bladet har jo virket som en fantastisk markedsføringsplatform for Version2.dk, som vi nu vil opgradere markant blandt andet med en langt bedre nyhedsdækning,” siger han. Arne R. Steinmark forventer dog ikke, at Version2.dk skal lukrere på en ny guldalder inden for IT-annoncering. ”Markedet er presset, og virksomhederne flytter derfor i høj grad penge fra reklamebudgetterne og over til direkte salgsstøtte. Det er en udvikling, som vil fortsætte, og jeg tror ikke, at Version2 bliver det sidste IT-blad, som må opgive på print,” siger han. Den forudsigelse kan være møntet på IDGs flagskib, Computerworld, som også har mærket krisen, men nu for en stund kan glæde sig over, at de to væsentligste konkurrenter, ComOn og Version2, begge har lidt printdøden. ”Version2 har nu ikke haft den store betydning for vores indtjening,” siger Søren Queitsch, adm. direktør hos IDG. Men det betyder ikke, at kampen mod Version2 har været gratis for IDG. ”Det har haft betydning for vores omkostninger, og vi afgav jo også en række medarbejdere til Version2,” siger Søren Queitsch, som ironisk nok selv tumlede med planer om at udgive en konkurrent til Computerworld, da han var kommerciel direktør hos netop Ingeniøren omkring årtusindskiftet. Arne R. Steinmark, som tidligere har været chefredaktør på Computerworld, afleverer på trods af printfiaskoen et solidt regnskab for 2007, og han mener ikke, han kan klandres for at have været for optimistisk, da han søsatte Version2. ”Vi budgetterede faktisk med et faldende marked, men blev overraskede over, hvor stærkt det gik ned ad bakke,” siger han. Markedet for IT-annoncer er ifølge Arne R. Steinmark dalet med 26 procent på et år.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

MediaWatch udkommer med ét dagligt nyhedsbrev i ugerne 27-31. | Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Sådan udkommer MediaWatch i sommerferien

Læs også