DR på vej med nye musikkanaler på nettet

MediaWatch

DR vil starte en række nye specialiserede musikkanaler på internettet. Samtidig skal mængden af dansk musik øges på alle platforme. På dr.dk vil DR i samarbejde med sundhedsinstitutioner, patientorganisationer og andre interessenter lave en samlet sundhedsportal, der skal være en ny samlet indgang til sundhedsstof - både i DR og udenfor. Det skriver DR i en pressemeddelelse angående programstrategien for 2008, som nu bliver præsenteret for bestyrelsen. Dr.dk vil også være omdrejningspunkt for en fortsat udbygning af DR's fire ungdomsuniverser om humor, kærlighed, musik og aktualitet. Derudover bliver 2008 året, hvor danskerne for alvor vil kunne begynde at se ind i deres egen fortid, når DR på dr.dk blænder op for programmer fra DR's arkiver. Allerede fra starten af 2008 vil DR lancere nye tjenester på dr.dk, der giver danskerne adgang til de dele af DRs arkiver, der er digitaliseret. De store ambitioner til trods kan DR ikke komme uden om, at spareplanen har sat sine spor. En række områder er blevet direkte berørt af besparelserne. For eksempel kommer der ikke nyproduceret lørdagsunderholdning i 2008, antallet af store sportsbegivenheder bliver reduceret, middagsradioavisen er blevet forkortet, og radiomontagen bliver nedlagt. "Udfordringen i år har været at fastholde sammenhængen i DRs programflader på trods af spareplanen, og det er klart, at der vil være programmer, som danskerne vil savne i 2008," siger mediedirektør Lars Grarup, der opsummerer planerne for 2008 således: "Vi fastholder satsningerne på stærke programmer med høj public service-profil, samtidig med at vi giver danskerne endnu bedre muligheder for at få lige præcis det, de gerne vil have, når det passer dem. Samtidig vil vi gå tættere på danskernes hverdag og dagsorden blandt andet ved at gribe fat i nogle af de store udfordringer i det danske samfund."

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

MediaWatch udkommer med ét dagligt nyhedsbrev i ugerne 27-31. | Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Sådan udkommer MediaWatch i sommerferien

Læs også