Boxer: Lad gatekeeper komme i gang

MediaWatch

Den danske Boxer-afdeling gør sig grundige, operationelle overvejelser af udbuddet af gatekeeper-rollen, og er mest bekymret for timingen. De tre digitale sendemuligheder vil kunne ibrugtages fra det tidspunkt, hvor udsendelse af analogt tv ophører i Danmark ultimo oktober 2009. Men den danske afdeling af Boxer, der har ti års erfaring som DTT gatekeeper i Sverige, mener, at det er for sent. Det er afgørende for gatekeepers forretningsplan, at denne kan igangsætte kommercielle aktiviteter inden analogt stop eventuelt med et begrænset antal MUX og eventuelt i afgrænsede geografiske områder. "Venter man med kommerciel driftsstart indtil analogt stop ultimo oktober 2009, vil det have alvorlige, negative konsekvenser for en succesfuld, digital overgang og for gatekeepers økonomi," skriver Boxers danske konsulent Steen Ulf Jensen i Boxers høringssvar. Når gatekeeper skal vente på den analoge slukning, bliver kommunikationskampagnen amputeret, for det er usandsynligt, at man vil kommunikere et produkt, som ikke er i handelen. Der er øget risikoen for, at de analoge husstande ikke er parate, når deres tv-skærm går i sort ved analogt sluk, eller de har fejlinvesteret ved at have købt en forkert settop-boks. Hele digitaliseringsprojektet mister sin betydeligste kommunikatør i hele slukningsfasen, advarer Boxer. Omvendt må man forvente, at en gatekeeper, der er i gang inden slukning, vil øge den oplysningsindsats på 50 mio. kr., det offentlige har afsat. Boxer ser også et problem i, at hovedparten af de analoge husstande har investeret i en MPEG2 boks uden kortlæser. For at undgå sort skærm den 1. november 2009 vil de analoge husstande have disponeret set-top-bokse før denne dato. Men når gatekeeper starter med at markedsføre sine produkter aktivt op mod analogt sluk, vil analoge husstande, som allerede har købt en MPEG2 boks uden kortlæser, opdage, at der er andre og flere muligheder med DTT. "De vil konstatere, at de har fejldisponeret i deres køb af digital settop-boks, idet de hverken kan modtage gatekeepers udbud eller det udbud af public service tv, der – som Boxer forstår det – skal leveres ukrypteret i MPEG4 i MUX 2. Dette vil med stor sandsynlighed skabe stor utilfredshed og skade hele det nationale digitaliseringsprojekt," skriver Steen Ulf Jensen. Gatekeepers kunder bliver således ikke analoge husstande, der skal konverteres til digitale husstande, men husstande, der netop har investeret i en digital settop-boks og derfor skal "gen-digitaliseres". Det finder Boxer uheldigt. Disse husstande vil være langt sværere for gatekeeper at konvertere, end hvis man havde dem i tale og mulighed for at sende på det tidspunkt, hvor de aktivt overvejede deres disposition. Boxer mener, at det rent faktisk er muligt for gatekeeper at gå delvist i kommerciel drift inden analogt sluk. Der skal desuden gøres opmærksom på, at der allerede med den nuværende tidsplan er meget begrænset tid for gatekeeper. I Sverige har Boxer således haft mange år til at konvertere analoge husstande. I Norge går gatekeeper ligeledes i gang inden analogt sluk.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

MediaWatch udkommer med ét dagligt nyhedsbrev i ugerne 27-31. | Photo: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Sådan udkommer MediaWatch i sommerferien

Læs også