Skal DR og dagblade modtage næsten al mediestøtte?

MediaWatch

De næste to års udredning af fem milliarder kroner i mediestøtte kan få drastiske konsekvenser for flere medieaktører. Staten uddeler rundt regnet fem milliarder kroner i mediestøtte hvert år, der fordeler sig på tre milliarder til DR og resten til avisernes momsfritagelse, lokalt radio-tv, m.m. Men uddelingen er ukoordineret, utidssvarende og effekten ringe belyst. Derfor blev Rambøll Management A/S på politikernes opdrag bedt om at udrede den offentlige støtte til medierne og give forslag til fremtidens støtteordninger. Rapporten med et antal fremtidsscenarier skal være færdig i september 2009, klar til at indgå som inspiration til medieordførerne. Rambøll foretager udredningen i samarbejde med professor Anker Brink Lund fra CBS og konsulent Preben Sepstrup Der er ingen på Christiansborg, der rejser tvivl om, at disse midler skal uddeles for at støtte danske medier, men fordelingen af dem er op til overvejelse og bliver et emne i et kommende medieforlig. En stor fornyet overvejelse af, hvor disse midler skal gives, giver potentiale for store forandringer for visse medier. Nogle kan miste midler, andre kan få. Først og fremmest skal den ukoordinerede uddeling af mediestøtte gøres mere tidssvarende. "Hvor gør disse betydelige midler bedst nytte i den moderne medieverden? Det skal vi kaste lys over," siger Anker Brink Lund til MediaWatch. Han ser frem til, at man kortlægger hele forhistorien tilbage til første portostøtte fra1723, den første radiolicens i 1926 og momsfritagelse på dagbladssalget fra 1968. Men udredningsarbejdet peger klart ud i fremtiden. Online-mediets rolle vokser, men mediet står udenfor de obligatoriske former for støttemuligheder. "Et af de mange spørgsmål er, om online-medier med abonnenter bør momsfritages," siger Anker Brink Lund, blot som et eksempel på konkrete sonderinger, man skal gøre sig. Når det gælder den helt store pulje - licensen - må man acceptere som grundvilkår, at licens er konkurrenceforvridende, når DR med licensmidler agere på tv, radio, online, mobil og meget andet. Men det er et åbent spørgsmål, om DR samtidig fungerer som et dansk erhvervslokomotiv. Det mest følsomme emne bliver, hvorvidt DR nødvendigvis skal have udbetalt hovedparten af licensmidlerne direkte, eller om pengene kan arbejde mere effektivt andre steder. "Vi vil blandt andet se nærmere på den oprettede public service-pulje og erfaringer fra udlandet, hvor flere virksomheder søger midler og udfører public service virksomhed," siger han. Rører man ved momsfritagelsen for aviserne, er der også drastiske konsekvenser for mediemarkedet. "Hvis ikke dagbladene fik momsfritagelse på bladsalget, kunne der næppe udgives aviser i det nuværende omfang, så det har vidtgående konsekvenser, hvis man ændrer på den statslige mediestøtte," siger Anker Brink Lund.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

MediaWatch udkommer med ét dagligt nyhedsbrev i ugerne 27-31. | Photo: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Sådan udkommer MediaWatch i sommerferien

Læs også