Tv-markedets prissætning kommer under pres

MediaWatch

Tv-distributionsmarkedet i Sverige bidrager til billedet af den konkurrence, som venter den danske digitale gatekeeper og hele tv-markedet. På forbrugersitet tv.nu bedømmer man den svenske DTT udbyder, Boxer, som værende moderat attraktiv for forbrugerne. Boxer er heller ikke udpræget konkurrencedygtig, når selskabet bedømmes på, hvem der har den billigste mulige tv-pakke. På begge områder er Comhems kabelpakke med 68 kanaler den mest attraktive. Ikke desto mindre er det Boxers aktuelle tilbud, en 12 måneders tv-pakke til en flad pris på 159 pr. måned, der er det mest populære. Det skriver tv.nu. Boxer opererer med 34 kanaler i fem forskellige pakker. Tele- og medieanalytiker John Strand har set på det svenske marked for MediaWatch. Han konstaterer, at priserne for at få tv ind i stuen er lavere i Sverige end i Danmark. Det skyldes med stor sandsynlighed konkurrencen fra det jordbaserede digitale sendenet, kombineret med konkurrencen fra IP Tv, der har været med til at presse priserne. "Men det hører med til regnestykket, at prissætningen fra tv-kanalernes side er forskellig i de to lande. Typisk får danske tv-kanaler mere for deres produkter i Danmark, end i Sverige målt pr. husstand. Omvendt er tv-markedet næsten dobbelt så stort i Sverige som i Danmark. Derfor kan den danske gatekeeper hente nogen inspiration i Sverige, men de to business cases er altså ikke helt sammenlignelige," siger John Strand til MediaWatch. Han tror, at tv-stationer og distributører kan blive nødt til at sætte abonnementspriserne ned i takt med, at konkurrencen fra jordbaseret digitalt tv og IP tv tager til. Den lavere svenske prissætning hænger sammen med, at Boxer har udbudt kanaler i knap ti år. Det spiller også ind, at Sverige har en generelt større konkurrence på tv-distribution; modsat i Danmark, hvor én operatør, TDC Kabel TV, sidder på 1,2 millioner husstande. I Danmark indkasserer TV 2, Viasat, SBS og andre således meget høje priser for deres kanaler hos forbrugerne. "Om det så i praksis ender med faldende priser eller flere kanaler/produkter for de samme penge er svært at sige, men jeg hælder nok mest til, at vi får mere tv for pengene i fremtiden," spår Strand. John Strand vurderer, at den danske gatekeeper først går efter de husstande, der skal af med deres gamle analoge antenner; derefter efter parabolhusstandene og i mindre grad det spirende antal husstande der satser på IP tv. Sidstnævnte udbydere er de nye på markedet og tvinges også til at møde en skærpet priskonkurrence. Strand tror, at kabel-tv bliver den sværeste konkurrent at vriste husstande fra, da han forventer at TDC Kabel TV kan og vil forsvare sig kraftigt med nye pakker og prissætning. Læs sammenligning af det svenske tv-udbud.: http://lagst.tv.nu/digital-tv/

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

MediaWatch udkommer med ét dagligt nyhedsbrev i ugerne 27-31. | Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Sådan udkommer MediaWatch i sommerferien

Læs også