DR topper på nettet

MediaWatch

Oven i de mange økonomiske kvaler er der endelig lidt opmuntring til DR. Medieselskabet har Danmarks bedst besøgte indholdssite. Nye tal fra Foreningen af Danske Internetmedier (FDIM) viser, at næsten to millioner internetbrugere besøgte dr.dk i løbet af maj måned. "Det er vi selvfølgelig rigtig glade for. Det er én af vores væsentligste forpligtelser, at vi med vores tilbud når så mange som muligt på alle platforme - selvfølgelig også med dr.dk. Derfor er det en klar og vigtig succes for os, at dr.dk reelt er det største indholdssite målt på individuelle brugere," siger chef for dr.dk, Nicolai Porsbo. Helt præcist valgte 1.959.460 at klikke ind på dr.dk i maj. 1.822.912 af brugerne var danske, og det giver en dækning på cirka 37 procent af alle danskere over syv år. "Vi når alle typer af danskere, der bruger internettet - uanset baggrund. Det er vi meget tilfredse med, fordi DR har som en af sine fornemmeste opgaver at være for alle danskere. Alle danskere ’ejer’ som bekendt DR. Derfor er det meget bekræftende for os, at dr.dk flittigt bruges af stort set alle segmenter i befolkningen, uanset alder, indkomst, uddannelsesniveau eller bopæl," siger Nicolai Porsbo i en pressemeddelelse. Krak.dk er med 1.866.323 brugere det næststørste danske indholdssite, mens tv2.dk er nummer tre med 1.488.625 brugere.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

MediaWatch udkommer med ét dagligt nyhedsbrev i ugerne 27-31. | Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Sådan udkommer MediaWatch i sommerferien

Læs også