MediaWatch gør status på DRs fyringsrunder

MediaWatch

Forårets afskedigelser er gennemført, og indtil videre har i alt 125, fordelt på de fleste funktioner, fået besked om, at de skal forlade DR. DRs afskedigelser er faldet i tre runder. DRs planlagte sammenlægning af nyheds- og produktionsstaben og af radio- og tv-direktørstaben foregik i marts og udløste rationaliseringer med 13 afskedigelser. Næsten samtidig kom de afskedigelser, der har med de egentlige besparelser at gøre. Det begyndte i februar 2007, da det blev klart, at DR skulle spare 287 millioner om året. Der har været to runder, en i maj på bl.a. det teknologiske område, og en i juni måned især på produktionsområdet. 125 personer i de fleste faggrupper har modtaget besked om, at de skal rejse fra DR. Der er dog nedlagt flere stillinger, for nogle har sagt op, og mange har taget imod tilbuddet om at få en fratrædelsesordning. Journalisterne dominerer blandt de fyrede. Journalister udgør dog også en meget stor andel af DRs samlede personale. "Vi har forsøgt at gennemføre det så hurtigt som muligt, men det er omvendt også en stor proces, så der er grænser for, hvor hurtigt det kan ske," siger HR-direktør Jette Husum i DR til MediaWatch. "Det er ikke en rar opgave, når så mange mennesker er ramt. Og det er en barsk oplevelse for nogle af dem, der mister jobbet, men vi gør alt for at hjælpe de enkelte med samtaler og støtte." Den sidste runde af afskedigelser gennemføres midt i september, hvor det bliver områder som arkiv, research og nyhedsproduktion, der rammes. "Vi ved ikke, hvor stort tallet bliver i september, for der er rokeringer, og folk kan vælge at trække sig tilbage helt op til dagen før, det sker," siger Jette Husum. På den baggrund forventer hun, at DR holder sig under de 300 afskedigelser, der tidligere er meldt ud.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

MediaWatch udkommer med ét dagligt nyhedsbrev i ugerne 27-31. | Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Sådan udkommer MediaWatch i sommerferien

Læs også