Der mangler overblik og indsigt i den danske debat af public service, der er fokuseret på jammer over besparelser. Mens man i det meste af verden diskuterer, om licensfinansierede medier har overlevet sig selv, og hvordan de kan klare sig på markedsvilkår, skriver danske medier om, hvad vi måske skal undvære, fordi DR skal spare knap 300 millioner årligt. "Herhjemme nøjes vi med kortsigtet snak om besparelser. Det er på høje tid at drøfte den langsigtede udfordring: Hvordan får DR bedre styr på indtægterne?" lyder opfordringen fra Anker Brink Lund, der er professor ved CBS International Center for Business and Politics. Han foreslår en mere kvalificeret debat. Først henleder han opmærksomheden på, at langt fra alle de licensmidler, der opkræves, rent faktisk går til DR. Der er altså licensmidler nok til at mildne problemerne for DR, hvis man vil. 25 procent havner i statskassen, for det udgør momsen af den licensopkrævning, alle får. 400 millioner går til TV 2/Regionerne, 50 millioner til filmstøtte, 33 millioner til græsrodsmedier, og 25 millioner til public service puljen o.s.v. Anker Brink Lund konkluderer overfor MediaWatch, at DR ikke har 3,5 mia. årligt - det beløb som typisk figurerer i medierne - men snarere ca. 3 milliarder kr. netto til sine opgaver. Til gengæld har DR et stort arbejde med at opkræve medielicensen. DRs økonomiske problemer kunne være afsæt for en større diskussion af de ressourcer, der skal bruge til at drive DR. Både hvor mange og hvordan de tilvejebringes. Medieprofessoren spår, at DR hurtigt kan komme i bekneb, hvis befolkningens betalingsvillighed falder, som det sker i udlandet. Der er licensfinansierede medier i hele Europa, men opkrævningen er under forandring. Grækenland har besluttet, at licensen skal opkræves over elektricitetsregningen. Andre steder er man gået over til kraftigt beskårne statstilskud. I New Zealand skal private og offentlige konkurrere om at levere public service ved at søge penge i en almennyttig fond. Den hollandske regering havde lignende planer sidste år, men trak forslaget tilbage, fordi det nederlandske erhvervsliv advarede imod modellen. Hovedargumentet var, at små lande med et nationalsprog uden de store eksportmuligheder, skal have en stærk public service institution, der kan spille rollen som erhvervslokomotiv.