DTT: Gatekeeper er nu også public service operatør

MediaWatch

Det kræver kreativitet at forestille sig den aktør, der må, kan og vil påtage sig rollen som gatekeeper for jordbaseret digitalt tv. MediaWatch har indsamlet en række markedsvurderinger af DTT-forliget, der har overrasket på en række punkter. Det står nu klart for tv-markedet, at en kommende gatekeeper ikke bliver af den støbning, som flertallet formentlig havde forestillet sig. Jordbaseret digitalt tv bliver i højere grad et public service projekt, end de fleste kommentatorer, aktører og Hermansen-udvalget havde lagt op til. En MediaWatch-kilde vurderer, at med forliget bliver det endnu sværere at finde en gatekeeper, end man troede. Den gatekeeper, der kan komme gennem nåleøjet i Radio- og tv-nævnet, skal både dokumentere økonomisk, indholdsmæssig og teknisk kompetence. Ansøgeren skal have et godt kendskab og fornemmelse for kommerciel tv-drift i Danmark. Gatekeeper skal samtidig ikke være for tæt på markedsaktørerne; af de konkurrencemæssige hensyn, som vægtes meget højt. Gatekeeper skal acceptere en række begrænsninger på sin frihed til at prioritere og pakketere sine kanaler. Det er helt nyt for markedet, at gatekeeper også skal besidde stor forståelse for det public service-system, der findes i Danmark - og for DR som medieaktør – men det må være tilfældet, når DR kommer til at spille en større rolle end hidtil antaget. Man kan gætte på en aktør fra Sverige, Norge, Tyskland eller Frankrig, men retten, der serveres, er næppe spiselig for andre end nordiske aktører. Der tegner sig et forløb i efteråret, hvor udbudsbekendtgørelsen kommer i august, og høringsfristen udløber én måned senere. Dernæst er der god tid til at føre samtaler mellem politikere og embedsmand med gatekeeper-kandidater, der kan nærmere sig opgaven og snitte konstellationen til, så den er spiselig for nævnet. Der ventes næppe mere end to-tre ansøgere. Det er ikke opmuntrende, at gatekeeper skal lancere sin forretning med kun tre mux’er eller 18 kanaler, for der går to mux’er til public service, på grund af DRs udvidede tilstedeværelse. Knap 1½ år efter kommer der ét mux mere til, som gatekeeper kan benytte, og mellem 2009 og 2015 kan to andre mux’er komme i spil. Men faktum er, at gatekeeper lægger ud med et noget mindre udvalg på menuen end sine konkurrenter. DTT platformen går i luften med mange kanaler i pakken, der ikke kan tjenes penge på, og som – formentlig – er must-carry, da de kommer fra DR og således er til stede på andre konkurrerende platforme. Det er tænkeligt, at gatekeeper må betragte de første 1½ år som en blød startfase, hvor et godt kanaludbud blot sikrer, at man får modtagebokse ud til husstandene. Først med det fjerde muxs entré kan der bygges en større kanalpakke, der kan tjenes penge på, hvor dog maksimum 25 procent må være high-pay. MediaWatch følger sagen de kommende dage og uger. Læs DTT aftalen: http://www.kum.dk/graphics/kum/downloads/Pressemeddelelser/DTT%20beslutningspapir.pdf

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

MediaWatch udkommer med ét dagligt nyhedsbrev i ugerne 27-31. | Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Sådan udkommer MediaWatch i sommerferien

Læs også