Politisk beslutning om DTT kampagne på vej

MediaWatch

Det er svært at få en logisk forklaring på, at kampagne for DTT er forsinket, men nu kan politikerne måske snart sætte opgaven igang. Kalenderen viser halvvejs inde i 2007. Ikke desto mindre er informationsindsatsen om overgangen til DTT ikke sat på skinner. Der er afsat 10 millioner kroner til arbejdet i år og i alt 50 millioner frem til den 1. oktober 2009, hvor et stort antal husstande skal droppe deres gamle analoge antenner. Alle potentielle DTT-aktører har interesse i, at de mange penge investeres i klog markedsføring og information overfor de almindelige seere. Men de 50 millioner er intakte, da ingen hidtil har været i stand til at komme med et godt bud på, hvordan de skal bruges for at kunne leve op til det politisk formulerede formål. Det er myndighederne og politikerne selv, der skal bevilge de midler, som de har afsat i medieforliget. Forliget trådte i kraft sidst på efteråret, men processen har været uforklarlig træg. Kilder mener, at forsinkelsen skyldes, at branchen endnu ikke har fremlagt en samlet, politisk spiselig plan for at informere om den digitale overgang. Samme kilder forudser, at forsinkelsen kan ende med at tvinge informationsopgaven over på helt andre hænder, som f.eks. reklamebureauer. MediaWatchs kilde antyder også, at aktørerne har manglet evner til at formulere en opgaveløsning, der ligger ud over rene banaliteter. Én af aktørerne, Branchen ForbrugerElektronik (BFE), forventer, at politikerne snart er klar til at frigive midlerne. "Branchen har fremlagt en samlet plan for at informere om den digitale overgang. Det skete allerede i november sidste år på den digitale tv-konference. Det er en plan som fra alle sider blev modtaget positivt. Vi ser derfor frem til, at midlerne kommer i spil, og forbrugerne bliver informeret," siger BFE informationschef Finn Möbius til MediaWatch. Andre kilder mener, at Kulturministeriet vil lægge informationsopgaven om DTT overgangen ud i et EU-udbud, og det er forklaringen på, at midlerne endnu ikke er sat i spil. "Sagen forelægges ordførerne på et møde i løbet af kort tid - der er således ikke truffet beslutning om noget som helst på nuværende tidspunkt," oplyser kontorchef Lars Banke, kulturministeriet til MediaWatch.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

MediaWatch udkommer med ét dagligt nyhedsbrev i ugerne 27-31. | Photo: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Sådan udkommer MediaWatch i sommerferien

Læs også