Interesse for FM, ikke DAB udbud

MediaWatch

Kommercielle aktører inviteres til at engagere sig i DAB ved at byde ind på nye sendemuligheder til august, men fokus ligger andetsteds. TV 2 Radio afviser intet, men må konstatere at DAB set i et større perspektiv ikke er nogen succes, vurderer direktør Jens Rohde overfor MediaWatch. "Det betyder ikke, at vi afviser kategorisk, men at vi er skeptiske. Og indtil videre arbejder vi først og fremmest på at skabe en succes på FM, så vi er klar med et attraktivt alternativ til DR efter sommerferien - både på FM og på nettet," siger han. Talpa Radio, der allerede har to kanaler på DAB, har før luftet interesse for mere plads. I dag ved direktør Jim Receveur, Radio100, dog ikke, hvad han skal tro på: "Ideen om at gennemføre en auktion over DAB før en replanlægning af FM er latterlig, og jeg har svært ved at få øje på kommercielle interessenter, der vil møde op på auktionen. Der er simpelthen for mange usikre faktorer," siger Jim Receveur til MediaWatch; med reference til at politikerne står over for en beslutning om at omprioritere FM for at skaffe flere sendemuligheder. Hos MTG har direktør Jørgen Madsen ikke nærlæst udbudsmaterialet og har ingen kommentarer. Radio- og tv-nævnet udbyder tre landsdækkende DAB sendemuligheder i blok 2. To af sendemulighederne får en kapacitet på 256 kbit/s og én sendemulighed en kapacitet på 128 kbit/s. Der stilles ikke særlige programkrav til tilladelserne. Tilladelserne gælder i 12 år. De går til de højestbydende ved en internetauktion, der afholdes den 24. august 2007. Minimumsprisen for 256 kbit/s er 100.000 kr. pr. sendemulighed pr. år, og for sendemuligheden på 128 kbit/s 50.000 kr. pr. år. De to store kapaciteter skal snildt udmøntes i to radiostationer med musik, og flere med ren tale, i genrer som nyheder, debat/kommentar, sport osv. Der står en DAB-modtager i 16-17 procent af de danske husstande. Digital radio lytning har dog ikke haft sit gennembrud, idet det daværende udbud, DR Soft, DR Boogie, DR Rock og DR X, samlet tegnede sig for 1.1 procent af radiolytningen i 2006. Langt det meste af denne lytning skete på DR Soft, der også kunne levere en ugentlig nettodækning på 121.000. Tallene kan ikke adskille web og DAB lytning af kanalerne. De nye koncessionsejere skal samarbejde med de øvrige tilladelsesindehavere i blok 2 om opbygning, finansiering og drift af sendenettet. De andre aktører er Talpa Radio og TV 2 Radio, der indtil videre udbyder TV 2 Radio, Radio 100FM og 100 Soft.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

MediaWatch udkommer med ét dagligt nyhedsbrev i ugerne 27-31. | Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Sådan udkommer MediaWatch i sommerferien

Læs også