Rapport anbefaler flere landsdækkende radioer

MediaWatch

En omlægning af FM kan under de rette forudsætninger blive en vitamininsprøjtning for kommerciel radio, konkluderer ny rapport. Selskabet Capacent har for Kulturministeriet udarbejdet en vurdering af det fremtidige forretningsgrundlag for kommerciel radiovirksomhed i Danmark, hvis der sker en replanlægning af FM-båndet, der skaber flere landsdækkende kommercielle radiokanaler og et antal stærke lokale kommercielle stationer, skriver radionyt.com. Rapporten danner grundlag for en politisk beslutning om at gennemføre den planlagte omlægning af FM-båndet, der er besluttet i medieforliget. Trods en vis liberalisering af området under den nuværende kulturminister, er resultatet fortsat, at det går trægt for kommerciel radio. Mediegruppen har godt nok 2-3 mere eller mindre landsdækkende aktører, men der er meget få kraftige sendere allokeret til kommerciel radio. Radios andel af annonceomsætningen og af lytningen er fortsat meget lav. Succesen er begrænset, hvilket bl.a. afspejler, at radiomarkedet i Danmark blev liberaliseret meget sent i forhold til andre lande. En replanlægning af FM-båndet - med introduktion af 4-6 nye landsdækkende kommercielle kanaler - vil ifølge Capacent give markedet en vitaminindsprøjtning. Det vil sætte fokus på området som reklameplatform med hele den professionalisering, der kan forventes. I første omgang vil flere radioer skærpe konkurrencen om de få reklamekroner. For at flere aktører skal kunne drive forretning, skal der tiltrækkes ekstra reklameindtægter på mellem 200 og 500 mio. kr. Det svarer til et niveau på 4-6 pct. af den samlede reklameomsætning. Capacent skønner, at for at nå den økonomisk vækst skal kommerciel radios share stige fra det nuværende niveau på omkring 30 procent - til mellem 40 og 50 procent. Sagt på en anden måde: DR-radios samlede share skal falde tilsvarende. Capacent understreger også, at en positiv udvikling for kommerciel radio – naturligvis - forudsætter, at aktørernes har evne til at producere radio af en vis kvalitet og relevans. Rapporten nævner, at betalingerne til KODA og Gramex udgør et "væsentligt omkostningselement" for de kommercielle radiostationer. Rapporten inddrager ikke koncessionsafgifter, der også udgør en væsentlig omkostningsfaktor for TV 2 Radio og Radio100. Firmaet påpeger dog, at en rent omsætningsbaseret afgift vil gavne branchen - frem for en eventuel minimums-koncessionsafgift.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

MediaWatch udkommer med ét dagligt nyhedsbrev i ugerne 27-31. | Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Sådan udkommer MediaWatch i sommerferien

Læs også