Thorning-Schmidt chefredaktør på Nyhedsavisen

MediaWatch

Nyhedsavisen har valgt at give Socialdemokraternes formand, Helle Thorning-Schmidt, ansvaret for den udgave af avisen, som udkommer 1. maj. Hun bliver derved chefredaktør i et enkelt døgn - med den opgave at prioritere og disponere avisens indhold sammen med avisens sædvanlige journalister og fotografer. Det giver sig selv, at hverken Thorning-Schmidt eller andre folkevalgte selv skal skrive artiklerne - det skal Nyhedsavisens egne journalister efter helt normale kriterier. Nyhedsavisens chefredaktør David Trads understreger, at avisen modsat alle andre danske morgenaviser både formelt og reelt er politisk uafhængig - og at ingen nogensinde har anklaget avisen for at være hverken til højre eller til venstre. Alligevel kunne det være spændende at se, hvordan avisen ville se ud, hvis den bare en enkelt dag blev ledet af en toppolitiker: "Vi ønsker at give oppositionens leder, Helle Thorning-Schmidt, muligheden for selv at forme Nyhedsavisen. Det eneste krav, vi stiller, er, at avisens sædvanlige flow opretholdes - med indland, udland, sport, debat, kultur og så videre. Men med titlen som chefredaktør følger ansvar for næste dags avis - og vi glæder os til at se, hvad Thorning-Schmidt har i ærmet," siger David Trads, der understreger, at Nyhedsavisen agter at give den borgerlige fløj samme mulighed ved en senere lejlighed. Helle Thorning-Schmidt tog straks imod udfordringen og siger: "Det var en så spændende udfordring, at jeg ikke kunne sige nej, da jeg fik tilbudet. Dertil kommer at det er en sjov måde at markere 1. maj på, og det vil jeg helt naturligt gerne være med til. Jeg glæder mig til - sammen med mine to redaktionschefer - at stå i spidsen for en 1. maj udgave af Nyhedsavisen, som læserne forhåbentlig vil have glæde af." Ud over Thorning-Schmidt som chefredaktør vil Christine Antorini og Magnus Heunicke fungere som redaktionschefer den 30. april, når Nyhedsavisen til 1. maj skal produceres.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

MediaWatch udkommer med ét dagligt nyhedsbrev i ugerne 27-31. | Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Sådan udkommer MediaWatch i sommerferien

Læs også