Waterfront: Al lobbyaktivitet bør registreres

MediaWatch

Ritt Bjerregaards idé med et lobby-register er den rigtige vej - men for tyndt til at have den ønskede effekt, siger Waterfront. At få et register for lobbyisme er en rigtig god ide, mener man hos et af Danmarks ældste lobbyfirmaer, Waterfront Communications. Derfor har virksomheden selv siden midt i 90'erne flere gange foreslået, at man indføre et register, der kan gøre lobbyisme mere gennemsigtigt. Waterfront synes, det er glimrende, at Ritt Bjerregaard nu vil arbejde for et register. Men bureauets senior projektleder Niels Jørgen Langkilde, der selv er tidligere medlem af Folketinget, mener, at forslaget fra Ritt Bjerregaard m.fl. skal gøres bedre for ikke at ende med at være uden den ønskede effekt. "I politik er det dejligste der kan ske, når andre kopierer ens synspunkter. Det er sket her. Næsten da. Forslagsstillerne har glemt, at langt det meste af lobbyismen udføres slet ikke af lobby-virksomheder, men af organisationerne, advokater og virksomhederne selv. Hvis fagforeningen 3F gerne vil påvirke Københavns Kommune i en sag om udenlandsk arbejdskraft, så møder de sandsynligvis selv op i stedet for at bruge eksterne firmaer. Og der er intet der hindre dem i, at møde op sammen med et medlem af Borgerrepræsentationen, der arbejder i 3F. Derfor skal kommunens forslag styrkes på sådanne punkter - for ellers har man blot etableret en ny form for konkurrenceforvridning", siger Niels Jørgen Langkilde. Han peger også på den indbyggede inhabilitet, der ligger i, at politikerne i København kun er fritidspolitikere, og i at vælgerne foretrækker folkevalgte, som er dybt interesserede og engagerede i en lang række områder - ofte med tæt tilknytning til deres fag. "Det er i øvrigt Folketinget og ikke Københavns Kommune, der i givet fald skal indføre et register, hvis det skal være lovfæstet, men vi stiller gerne op til en frivillig registrering, hvis det kommer til at omfatte al lobbyvirksomhed," fortsætter Niels Jørgen Langkilde. Han oplyser, at Waterfront gerne stiller op til et udvalgsarbejde om registrering af lobbyisme, så et udspil kan blive så kvalificeret som muligt. I et sådant udvalgsarbejde bør der også være repræsentanter for erhvervsorganisationerne, de faglige organisationer, advokatrådet, NGO'er, forskere, embedsmænd samt naturligvis politikere fra alle niveauer, dvs. kommunal-, regional-, Folketings- og EU-politikere.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

MediaWatch udkommer med ét dagligt nyhedsbrev i ugerne 27-31. | Photo: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Sådan udkommer MediaWatch i sommerferien

Læs også