TV 2: Avisudgivelse er ikke lukket land

MediaWatch

TV 2 udelukker ikke, at man engagerer sig på avismarkedet og skæver også i retning af forretninger uden for medier - f.eks. rejseområdet. TV 2s ekspansion synes for mange at stritte i alle de retninger, der har noget med medier at gøre. Fra hundemagasin, til bøger og radio. Mange vil hævde, at strategiplanlægning også handler om at fravælge projekter. Den indgangsvinkel har TV 2s direktør Per Mikael Jensen ikke. For ham er det TV 2s mål om omsætnings- og indtjeningsvækst, der styrer de projekter, man kaster sig ud i. Hvor han dog stadig siger nej tak til ni ud af ti forslag. TV 2s samlede omsætning skal øges med 25 procent fra 2006, og den stigningstakt skal som minimum holdes de næste par år. TV 2s indtægter baseres fortsat næsten udelukkende på tv-reklame, og det er uholdbart. Desuden skal samtlige nye projekter i TV 2 Danmark som minimum have en overskudsgrad på 15 procent. "Det er et mål for alle nye aktiviteter, der ikke er public service," fastslår Per Mikael Jensen. Men trods koncernens stigende medieengagement ligger der ikke en egentlig strategi for, hvilke mediekategorier man ønsker at bevæge sig ind i; eller hvad man absolut ikke vil røre ved. "Hvis det giver mening, bliver projekter overvejet," forklarer Per Mikael Jensen til MediaWatch, og oplyser, at man har afvist en stime af mere eller mindre relevante projekter, som forskellige mener TV 2 kan gå med i. På ét emneområde har markedet hørt meget lidt fra TV 2: Aviser. Per Mikael Jensen kom til TV 2 fra en stilling som vicepræsident, global editor-in-chief for Metro International. Han lancerede den danske version og har før det arbejdet for Politiken og Jyllands-Posten. Direktionen mangler således ikke viden om avismarkedets muligheder og fælder. Kategorien "trykte aviser" er et temmelig travlt og presset marked, erkender Per Mikael Jensen, men han afviser ikke, at TV 2 på et tidspunkt vil udgive et betalt eller gratis dagblad eller andre slags aviser. "Ingen konkrete planer. Vi skal nok ikke på avismarkedet i morgen," lyder vurderingen. Per Mikael Jensen har meget tilfælles med MTGs tidligere topchef Jens Torpe – herunder at de i fællesskab ekspanderede Metro International. Torpes nyeste projekt er en succesrig, gratis pendleravis til erhvervsfolk i det centrale London. Et spændende projekt, men den tror Per Mikael dog ikke på til Danmark. Markedet er for lille. TV 2-direktøren går videre og afviser heller ikke forretningsaktiviteter, der ikke er medierelaterede. "Vi præsenteres for mange pudsige ideer, der intet har med mediedrift at gøre. De fleste giver ingen mening, men nogle gør. Jeg kunne f.eks. godt forstille mig, at TV 2 engagerer sig i rejsemarkedet, fordi det er en forretning, der kan falde i naturlig forlængelse af vor programvirksomhed," siger han.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

MediaWatch udkommer med ét dagligt nyhedsbrev i ugerne 27-31. | Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Sådan udkommer MediaWatch i sommerferien

Læs også