Alle øjne vil hvile på TV 2 Sport

MediaWatch

Det bliver nok en større balanceakt for TV 2 og MTG at agere overfor og med deres fælles sportskanal, end de selv vil indrømme. Det er svært at forestille sig, at det bliver en dans på roser, for TV 2 og MTG at skulle agere overfor deres fælles projekt, TV 2 Sport, set i lyset af konkurrenternes modstand over for deres joint-venture, kombineret med Konkurrencestyrelsens skrappe krav til TV 2 Sport. Mange øjne vil være rettet mod ethvert skaktræk, og alene på grund af mistanken om uformelle aftaler og koordinering af indkøb og prissætning af rettigheder, vil ledelserne på TV 2 og MTG være nødt til at træde varsomt, vurderer MediaWatchs kilder med særlig TV 2 indsigt. DR udtrykker direkte mistro til, at Konkurrencestyrelsens krav bliver overholdt, mens andre konkurrenter, som har samme bekymringer, er lidt høfligere. SBS TVs direktør Henrik Ravn siger til MediaWatch, at SBS TV vil koncentrere sig om at drive egen virksomhed, men vil reagere, hvis man ser urent trav fra TV 2, TV 3 eller TV 2 Sport. "Vi tror dog, konkurrencemyndighederne vil følge udviklingen meget tæt, da de har påtaget sig et stort ansvar mht. at sikre den frie konkurrence på sportsrettighedsmarkedet ved ikke at forbyde fusionen mellem TV 2 og TV3," lyder advarslen. Den foreløbige konklusion blandt MediaWatchs kilder lyder, at hvert eneste tiltag fra TV2 Sport vil blive nøje gransket af konkurrenterne og indimellem også indbragt til vurdering hos Konkurrencestyrelsen. I praksis betyder kravet om vandtætte skotter fra moderselskaberne, at TV 2 Sport skal drives uden at kunne hente operationel støtte til en lang række service-funktioner hos moderselskaberne, som jura, økonomi, teknik, interaktive tjenester, kommunikation, osv. Når der ikke må flyde forretningsmæssige oplysninger mellem moderselskaberne og TV 2 Sport, afskæres kanalen fra den viden og kompetence i lancering og drift af tv-kanaler, som de to moderselskabers mange kompetente medarbejdere ellers har oparbejdet. Alt dette skal i princippet opbygges fra bunden. Men TV 2s Anders Kronborg er ikke bekymret for de forestående arbejdsbetingelser. "Vi havde oprindelig forestillet os et tættere forhold til driften af TV 2 Sport, men nu bliver det så en meget selvstændig enhed, som vi ikke blander os i. Forretningen TV 2 Sport bliver stor nok til, at man kan forsvare at oprette alle de servicefunktioner, der skal være på en selvstændig tv-station, herunder en salgsafdeling," siger koncernchef Anders Kronborg til MediaWatch.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

MediaWatch udkommer med ét dagligt nyhedsbrev i ugerne 27-31. | Photo: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Sådan udkommer MediaWatch i sommerferien

Læs også