Kreativitet skal stimulere reklamers popularitet

MediaWatch

Det kræver skærpet opfindsomhed og kreativitet, hvis tv i USA skal holde seerne til reklamebreaks. De kommercielle tv-kanaler i USA står med en gammel udfordring, der bliver værre. Seerne og annoncørerne er trætte af det offensive reklamemiljø. Nu vil et network forsøge at bløde op på reklametætheden ved at afbryde reklamerne med små programmer, skriver Total Content + Media. I går begyndte Fox networket at sende korte animerede klip om en taxichauffør mellem reklamerne. Taxichaufføren Oleg kommer med kloge indslag eller snakker med animerede versioner af kendte. Fox håber, at de små humoristiske klip medvirker til at overtale seere til at blive hængende under reklamebreaket, frem for at skifte kanal – eller betjene sig af digitale recordere, der sætter seerne i stand til at springe reklamer over. "Det er et indslag, der dukker op uventet, og seerne siger "hva pokker var det? Det får dem til at blive på kanalen lidt længere", håber Jon Nesvig, Fox Broadcastings salgsdirektør. Han oplyser, at Fox undersøger, hvad der kan gøre breaks til en mere interessant oplevelse for seerne. Initiativet kommer knap to måneder, før Nielsen Media Research vil offentliggøre en ny metode til måling af reklamesening, der menes at afsløre et væsentligt fald i seningen, når reklamer kommer på. Det kommer næppe bag på branchen. Det interessante er imidlertid, at reklamebranchen forsynes med et ekstra godt argument for, at priserne for tv-tid skal sættes ned. Derfor har tv-networks nu ekstra gode grunde til at kæmpe for at tiltrække og holde på seerne til programmerne - og til reklameblokkene. De fleste andre amerikanske networks overvejer lignende tiltag. Walt Disneys ABC ser på, om overgangen fra program til reklame kan blødes op rent kreativt og visuelt. Således at serier skrives med små oplæg til breaket. Hvis f.eks. en person i en sitcom sætter sig ned med et magasin og åbner det, kameraet går ind på en annonce i bladet, der kommer til live og bliver den første annonce i reklamebreaket. I løbet af april vil NBC teste, om seerne kan lokkes til at blive hængende gennem reklamerne. NBC er dog ikke videre informativ om sine planer. Man overvejer en gammel idé om at stille quizspørgsmål til seerne og så besvare dem i næste break. Det nye network CW, der ejes af CBS og Time Warner, har eksperimenteret med annoncørbetalte programmer – de såkaldte "content wraps". Det er mini-programmer, der kører i et break, hvilket TV3 Danmark også har afprøvet. CWs erfaringer og seertal var så gode, at der i næste sæson vil køre 20 "wraps". Der er dog ingen garantier, erkender den amerikanske tv-branche. Fox’ animerede humoristiske klip, der er på otte sekunder, garanterer ikke, at seerne ikke skifter væk bagefter, og de kan endda virke forvirrende for nogle seere. De amerikanske overvejelser er det nyeste tegn på, at tv i USA er udsat for skærpet konkurrence fra andre medier og møder stigende kritik fra annoncemarkedet af tvs tætpakkede kommercielle miljø. Reklamebranchen har længe klaget over reklametætheden på tv i USA, der menes at forringe effekten.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

MediaWatch udkommer med ét dagligt nyhedsbrev i ugerne 27-31. | Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Sådan udkommer MediaWatch i sommerferien

Læs også