DR bekræfter 300 fyringer

MediaWatch

Danmarks Radio bekræfter tirsdag det seneste døgns spekulationer. Omkring 300 medarbejdere bliver afskediget. Fyringerne er en del af den spareplan, som skal sikre, at DR kan leve op til public service-kontrakten for 2007-2010. "Vi vil skabe grundlaget for et DR i bedre økonomisk form og har derfor valgt at iværksætte en spareplan, der gennem besparelser og omprioriteringer frigør omkring 300 millioner kroner årligt til finansiering af DR Byen og public service-kontrakten," siger generaldirektør Kenneth Plummer. Han mener, at DR med spareplanen vil skabe de bedst mulige økonomiske rammer for DR's programstrategiske ambitioner. "Formålet er således at sikre DRs brede udbud af programmer og tjenester, så DR fortsat kan skabe værdi for samfundet, kulturen og den enkelte dansker. DR har stadig stærke forudsætninger for at levere public service," uddyber Kenneth Plummer. DRs medarbejdere fik beskeden om afskedigelserne tirsdag eftermiddag. "Det er trist, når man som ledelse er nødt til at udarbejde en spareplan, som indebærer afskedigelser og ikke mindst er det dybt beklageligt for de berørte medarbejdere. Spareplanen vil således stille større krav til DRs måde at udvikle, producere og distribuere medieindhold på," siger DRs bestyrelsesformand Mogens Munk-Rasmussen. Men besparelserne vil ikke gå ud over public service-løftet, lover han. "Spareplanen er hård kost - men nødvendig. Set i det perspektiv er jeg glad for, at vi kan bekræfte over for kulturministeren, at vi fortsat vil leve op til kvaliteten i vores programmer og til public service-kontrakten."

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

MediaWatch udkommer med ét dagligt nyhedsbrev i ugerne 27-31. | Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Sådan udkommer MediaWatch i sommerferien

Læs også