Advarsel om dyrt og smalt DTT udbud

MediaWatch

Vi overvurderer sandsynligvis perspektiverne i DTT på kort sigt, men undervurderer de længere perspektiver i sendenettet, spår analytiker. Efter planen skal et embedsmandudvalg fra kulturministeriet om 11 dage præsentere deres oplæg til, hvorledes jordbaseret digitalt tv (DTT) skal lanceres og drives af en gatekeeper. Om den tidsplan holder, er dog ikke helt sikkert. Indtil politikere har truffet nogle beslutninger ud fra embedsmændenes modeller, vil branchen spekulere i, hvilken rolle DTT kommer til at spille i distributionskrigen på tv, og hvem der spiller med. Én rolle bliver der, for 20-25 procent af husstandene tvinges over på platformen, når analogt tv slukkes i oktober 2009. "Forvent ikke at DTT bliver et jordskred for tv-sening. Der er tunge økonomiske interesser for markedets aktører i at fastholde den nuværende lukrative distribution via kabel og satellit," vurderer partner i virksomheden Mediaid, Steen Christiansen, overfor MediaWatch. Han mener at der tegner sig en DTT platform uden tv-selskabernes strategisk vigtige programrettigheder og egenproduktioner, der sikrer meget høje abonnementsindtægter. Derfor vurderer Mediaid, at DTT platformen sandsynligvis vil ende med et mindre attraktivt programudbud, f.eks. uden TV3, TV3+ TV 2 zulu m.fl. Dansk Banks medieanalytiker Henrik Schultz er enig med Mediaid i, at DTT næppe udløser en 'total make-over' af medielandskabet i løbet af 2008. "Der er ofte tendens til at overvurdere perspektiverne på kort sigt, men også til at undervurdere de længere perspektiver," siger han til MediaWatch og tilføjer, at Steen Christiansen synes at hælde til det sidste. Danske Bank forudser dog også forhindringer for DTT. "Jeg tror ikke, man skal undervurdere perspektiverne i IPTV, som et alternativ til DTT, og så tror jeg, at et for snævert og/eller dyrt DTT tilbud, kan begrænse tv-selskabernes vækstmuligheder ganske væsentligt," siger bankanalytikeren. Mediaid tror samtidig, at de eksisterende tv-aktører vil være tilbageholdende med at lægge engagement i DTT. Tv-stationerne baserer i sigende grad deres indtægter på både distributions- og reklameindtægter. MTG, SBS og nu også TV 2 har med stort held lanceret nye kanaler, som i dag finansieres primært af distributionsindtægter. Ifølge en opgørelse i BT er tv-abonnementsmarkedet i dag to milliarder kroner værd. Underdirektør Paul Samsø, DR, udtrykker mere optimistiske scenarier overfor MediaWatch. Han mener, at udbyderen af DTT vil lancere tv-pakker med mange kanaler til konkurrencedygtige priser. "DTT-tilbuddet er umiddelbart relevant i de ca. 20 procent af husstandene, der ser analogt tv med almindelig antenne på det primære tv-apparat i stuen; men DTT muligheden vil også være attraktiv for det andet og tredje apparat i husstanden og i sommerhuset, campingvognen, o.lign.," tror han. Samsø mener, at digitalt tv har en realistisk mulighed for at blive en stærk spiller på mediemarkedet, specielt hvis det lykkedes at danne et konsortium, hvor alle aktører er med – med alle kanaler. Netop dét scenario tvivler Mediaid på.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

MediaWatch udkommer med ét dagligt nyhedsbrev i ugerne 27-31. | Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Sådan udkommer MediaWatch i sommerferien

Læs også