Public Service pulje er kun til tv

MediaWatch

Der er støtte at hente til nyskabende tv-dramaer og risikovillig dokumentarprojekter, men produktionsselskabet skal medfinansiere. I Medieaftalen for 2007-2010 blev det besluttet at oprette en særlig Public Service-Pulje, der skal administreres af Det Danske Filminstitut. Puljen indeholder 75 millioner kr. til fordeling over de næste fire år. Kulturministeriet har for nylig færdiggjort en bekendtgørelse om puljen, som er sendt i høring. Målet er at støtte produktion og udsendelse af dansk tv-drama og tv-dokumentarprogrammer. Det fremgår af medieaftalen, at støtten ikke kan gå til DR eller ikke-kommercielle lokale tv-stationer. TV 2 kan tilsyneladende godt søge. For at opnå støtte, skal programmerne være på dansk, udsendes i tidsrummet 18:30-23:00 og sendes på en kanal, der når mindst 50 procent af de danske husstande. Der kan ikke ydes støtte til tv-programmer, der sendes på 'high-pay'-betalingskanaler, som f.eks. TV1000. Der vil heller ikke kunne ydes støtte til versionering af udenlandske koncepter/tv-serier. Ideen er at sikre produktion af originalt dansk tv-drama og tv-dokumentar af høj kvalitet. Det kan dreje sig om programmer, som er baseret på et nyt koncept, programmer der umiddelbart har en for lille målgruppe, eller har brug for et ekstra tilskud for at kunne opnå en tilstrækkelig "production value". Som udgangspunkt forudsættes det, at tv-stationen har afholdt omkostningerne til udvikling af de pågældende programmer, men særligt begrundede udviklingsomkostninger vil kunne indgå i produktionsstøtteansøgningen. I særlige tilfælde vil puljens midler også kunne anvendes til støtte af udvikling af programmer, inden der er truffet beslutning om produktionsstøtte. Udviklingsstøtten vil rette sig mod projekter, hvor der foreligger et gennemarbejdet idéoplæg, f.eks. i form af et manuskript, men hvor der kan være behov for at modne projekterne forud for en ansøgning om produktionsstøtte. For at sikre, at tv-stationerne seriøst satser på de fremsendte forslag til tv-drama eller tv-dokumentar, bør der være et krav om medfinansiering for at opnå støtte, foreslås det i bekendtgørelsen. Den særlige udviklingsstøtte skal rettes til projekter og koncepter, som er nyskabende, og som tv-stationen kan påvise, at man har et behov for støtte til for at gennemføre. Som udgangspunkt deles puljen op i øremærkede bevillinger til henholdsvis tv-drama og tv-dokumentar med en fordelingsnøgle mellem tv-drama og tv-dokumentar på 70/30, dog med en vis fleksibilitet, der sikrer, at fordelingen også forholder sig til kvalitet og mængde af de indsendte programforslag i de forskellige kategorier. Ifølge bekendtgørelsen ligger det i sagens natur, at tv-stationerne ikke har råd til at udvikle programmer, som ikke med en vis sandsynlighed skal produceres. Skal der være plads til nye idéer og mod til ikke at gå den slagne vej, skal en del af puljens midler være risikovillig. Udgangspunktet vil altid være, at et projekt skal føres igennem til produktion, men puljen vil kunne skabe mulighed for at producere pilot-afsnit, som kan fungere som et vigtigt pejlemærke for en tv-stations beslutning om at gå videre med en længere serie. På den måde kan tv-stationen få incitament til at satse mere, være mere nyskabende og mere risikovillig. Puljen administreres med fokus på målgruppen – de kommercielle tv-kanaler - og puljens administration holdes derfor adskilt fra det øvrige støttesystem på Filminstituttet.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

MediaWatch udkommer med ét dagligt nyhedsbrev i ugerne 27-31. | Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Sådan udkommer MediaWatch i sommerferien

Læs også