Avismarkedet snart klogere på styrkeforholdet

MediaWatch

Om tre uger får avismarkedet læsertal, der muliggør en reel sammenligning af 14 dagblade, herunder de tre nyeste gratisaviser. De første tal havner på chefernes skriveborde den 7. februar. De nye tal skyldes, at der er indgået en aftale mellem Det Berlingske Officin, JP/Politikens Hus og Media 365 (Nyhedsavisen) om, at Gallup skal måle 14 dage dagblade, herunder Urban, metroXpress, Ekstra Bladet, B.T., Politiken, Berlingske Tidende, 24timer, Nyhedsavisen, Dato, Jyllands-Posten, Fyens Stiftstidende, Århus Stiftstidende, Nordjyske Stiftstidende og Jydske Vestkysten. De tre husstandsomdelte avisers entré på markedet i efteråret førte til flere udvekslinger mellem aktørerne med krig på ord og tal. Den gode nyhed er, at der nu kommer sammenlignelige tal for alle aviser – med de tre nye gratisaviser - baseret på en løbende dataindsamling fra 15. januar 2007 og foreløbig frem til den 29. april 2007. Der spørges til i alt 14 aviser i undersøgelsen, og indtil Dato og 24timer forventes at være med i Index Danmark/Gallup databaserne per 1. juni 2007, vil man kun i LæserBarometeret kunne køre analyser på tværs af de tre nye titler og de syv landsdækkende hverdagsaviser samt fire regionale dagblade. Det forventes, at Nyhedsavisen vil være at finde i Index Danmark/Gallup per 1. september 2007. "LæserBarometeret er ikke et konkurrerende system til Index Danmark/Gallup, men er sat i verdenen for at udfylde det tomrum der er indtil alle tre nye gratisaviser er integreret i Index Danmark/Gallup databaserne," oplyser Berit Puggaard, Gallup, til MediaWatch. Barometret rummer også læserprofiler om alder, køn, geografi, indkomst, uddannelse, etc. Direktør Morten Nissen Nielsen, Nyhedsavisen, siger til MediaWatch: "Annoncørerne har en interesse i, at der hele tiden kommer nye tal. Vi har samme interesse som annoncørerne, så derfor er vi meget tilfredse med det nye tiltag," siger han og uddyber: "Der er et behov for at få belyst Nyhedsavisen sammenlignet med Berlingske Tidende og Jyllands-Posten. Hvem står stærkest i København, Århus og Odense? Nu kommer der klarhed. Alle vil kunne se hvilken avis, der giver annoncerne størst opmærksomhed." 24timer er ligeledes positive. "Det vil give mindre forvirring, og alle et ens grundlag. Ingen – heller ikke Nyhedsavisen - kan nu bortforklare de faktiske tal. Så jeg glæder mig til dette nye barometer," siger chefredaktør Poul Madsen, 24timer. Morten Nissen Nielsen mener ikke, Nyhedsavisen bortforklarer tallene. "Nyhedsavisen er den af de nye aviser, der har offentliggjort flest Gallup-målinger, så vi har gjort det modsatte af at skjule. Skulle vi skjule noget, ville vi næppe tage dette initiativ. Jeg tror snarere det er Berlingske og Jyllands-Posten, der med de massive læsertalsfald har noget at skjule overfor annoncørerne," svarer Morten Nissen Nielsen. Læserbarometret er en interessant nyskabelse, som print director Torsten Lehrmann fra Mediaedge:cia gerne ser bliver permanent. "Som jeg har forstået det nye barometer, så vil det give branchen mere dynamik og et klarere øjebliksbillede end tidligere. Samtidig vil det i modsætning til aktualitets-tallene kunne nedbrydes på alder og køn, og der vil således være mulighed for, at det bliver en ny handelsvare. Bliver det som forventet, så er spørgsmålet, om ikke man lige så godt kan droppe aktualitets-tallene og i stedet gøre det nye barometer permanent," siger Torsten Lehrmann til Markedsføring.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

MediaWatch udkommer med ét dagligt nyhedsbrev i ugerne 27-31. | Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Sådan udkommer MediaWatch i sommerferien

Læs også