2008: Nyhedsavisens død

Aviskrigen sluttede uden vindere, da Nyhedsavisen gik ind den 31. august. MediaWatch ser tilbage på 2008.
MediaWatch

”Yes. Sådan. Nu er vi nummer ét i Danmark,” jublede Nyhedsavisens direktør, Morten Nissen Nielsen, da Gallups læsertal for januar viste at den husstandsomdelte gratisavis nu var gået forbi 24timer, Jyllands-Posten og alle de andre målt på antallet af læsere.

Året var ellers startet uskønt for projektet, der på det tidspunkt allerede havde kostet de islandske investorer, Baugur Group, omkring 600 mio. kr. Ganske vist blev det solgt som en sejr, da den relativt ukendte IT-investor Morten Lund pludselig i januar kunne præsenteres som kontrollerende ejer.

Men da avisen kort efter opgav kampen på Fyn og fyrede et større antal medarbejdere, så de fleste skriften på væggen. Det gjaldt blandt andre chefredaktøren. David Trads takkede i slutningen af januar overraskende ja til et job hos Berlingske, som han ellers havde benyttet enhver lejlighed til at kritisere.

Morten Lunds pengetank på anslået 100 mio. kr. ville ikke række længe, og spændingen bestod derfor i foråret først og fremmest i om det ville lykkes at skaffe en investor, som kunne holde liv i de megalomane drømme om avisherredømmet.

Det gav anledning til en vis bekymring i de store bladhuse, da der en overgang gik rygter om, at Morten Lund havde en excentrisk kinesisk multimilliardær i hatten. Der blev han. Men Nyhedsavisen og Morten Lund viste sig alligevel overraskende sejlivede.

I maj meddelte ejerne, at de ville skyde yderligere 117 mio. kr. ind i selskabet  og efter et langt og uskønt forløb i forbindelse med afleveringen af årsregnskabet for 2007 præsenterede Morten Lund i slutningen af juli den amerikanske venture fond Draper Fisher Juvertson som redningsplanke.

Konkurrenterne havde dog på det tidspunkt reelt opgivet den direkte konfrontation. Strategerne i JP/Politikens Hus havde med et logisk, men af historiske årsager overraskende træk, allerede i maj vist at de ikke længere fandt det nødvendigt at bløde slet så mange millioner for at stække Morten Lund. De bandt en check i halen på 24timer og forærede avisen, som siden 2006 havde været det vigtigste våben i krigen, til Metro International, mod til gengæld at få 24,5 pct. af aktierne i et udvidet MetroXpress A/S.

Eksperterne var stort set enige om, at fusionen hurtigt ville betyde døden for 24timer, men på trods af Nyhedsavisens død, finanskrise og et rædsomt fjerde kvartal udeblev lukningen i 2008.

Da det kom til stykket valgte Draper Fisher Juvertson klogelig at holde på låget til pengekassen og Nyhedsavisen udkom for sidste gang lørdag den 30. august.

Den 18. september gav Morten Lund sit vidnesbyrd, da han besøgte Jens Olaf Jersild på DR1, hvor han blandt andet (ikke) kaldte Nyhedsavisens topchefer Svenn Dam og Morten Nissen Nielsen for et par usle røvhuller.

Aviskrigen var slut, og der blev jublet hos Berlingske og JP/Politiken, selvom der egentlig ikke var så pokkers meget at juble over.

Det gik nemlig meget sløjt med avissalget, og danskerne kom ikke styrtende til kioskerne da Nyhedsavisen gik ind.

Og det skulle blive værre. Kort efter Nyhedsavisens død satte finanskrisen ind. Men det er en anden historie.
 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

MediaWatch udkommer med ét dagligt nyhedsbrev i ugerne 27-31. | Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Sådan udkommer MediaWatch i sommerferien

Læs også