DR justerer DAB strategi

MediaWatch

DR omorganiserer sine DAB-kanaler i takt med, at kommerciel radio skal spille større rolle på DAB. Torsdag lukkes DAB kanalerne DR Soft, DR Gyldne Genhør, DR Klassisk, DR Sport, DR Litteratur og DR Kultur. Dagen efter, fredag den 22. december, introduceres DR P4 Hit, DR P4 Danmark, DR P2 Plus og DR P2 Klassisk. Dermed får DAB platformen dette udbud: DR P4 Hit, DR P4 Danmark, DR P2 Plus, DR P2 Klassisk, DR Oline, DR Barracuda, DR Boogieradio, DR P1, DR P3, DR Nyheder, DR Jazz, DR Rock, DR X, DR Politik, Radio 100 FM og Radio100 Soft. Sidstnævnte er først klar efter jul, mens TV 2 Radio slutter sig til holdet den 1. februar. "Hidtil har det stort set kun været DR kanaler på DAB, men til næste år kommer andre til. DR justerer derfor sit kanaludbud, så vi sikrer, at der fortsat er noget til alle på DAB. Det betyder blandt andet, at DR Soft lukker for at give plads til nye radiokanaler fra blandt andre Radio 100FM og TV 2 Radio," fortæller DR programchef Ole Mølgaard til MediaWatch. Fremover vil Radio 100FM overtage den bløde pop fra DR Soft med den nye Radio 100 Soft. Kanalomlægningen betyder, at DR Litteratur ophører og sammenlægges med DR Kultur under navnet P2 PLUS. "DR P2 Plus er P2s kultur-søsterkanal på DAB. DR P2 Plus samsender med P2 under kultureftermiddagen P2 Plus og går også i den øvrige sendeflade tæt på kulturen, kunsten og litteraturen, hvorved DRs mange kulturtilbud bliver samlet på én kanal," siger Ole Mølgaard. "På DAB kanalen P2 Plus vil der fortsat kunne høres oplæsning krydret med andre kulturtilbud,fortsætter Ole Mølgaard. DR P2 Klassisk vil være P2's klassiske søsterkanal på DAB. Kanalen sender klassisk musik - 24 timer i døgnet. Danmarks mest populære radiokanal er DRs P4, der med rod i regionalradioerne har opnået en stor popularitet. Med udgangspunkt i den succes produktudvikler DR nu P4-konceptet. DR søsætter to nye P4 kanaler på digital radio. P4 Hit er P4s unge søsterkanal på DAB. Kanalen byder lytterne på blød popmusik med masser af hits, nyheder på hele timer og udvalgte programmer fra P4. Hver morgen er der morgenradio med nyheder, service og kommentarer, oplyser Ole Mølgaard. Den anden nye P4 kanal - P4-Danmark - bliver P4s voksne søsterkanal på DAB-kanal. Kanalen er også en opjustering af DR Gyldne Genhør og henvender sig til det modne publikum. DR skal senere lukke yderligere kanaler, når DRs kanaler skal samles på én multipleks og multipleks nr. 2 udelukkende skal indeholde kommercielle radiokanaler. Det skulle være sket pr. 1. januar 2007, men er blevet forsinket.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

MediaWatch udkommer med ét dagligt nyhedsbrev i ugerne 27-31. | Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Sådan udkommer MediaWatch i sommerferien

Læs også