Knudsen savner solohistorier på TV 2 News

MediaWatch

TV 2 News debut er lidt for meget oplæsning af avisoverskrifter og for lidt solohistorier, mener Lisbeth Knudsen, tidl. nyhedsdirektør i DR. I den første udgave TV 2 News' medieprogram 'Pressemødet' søndag middag, sagde Lisbeth Knudsen, der ifølge eget udsagn fulgte nyhedsudsendelsen i fire-fem timer på premieredagen fredag, at der mangler egenhistorier. "Det er godt at kanalen er der. Men hvis det er gentagelser på gentagelser indenfor et kvarter, tror jeg seerne falder fra. Det var meget få nye nyheder som rullede afsted på den første dag. Først kl. 17 kom der lidt hul på andre historier," sagde Knudsen. Hun påpegede samtidig, at TV 2 News som ren nyhedskanal har mulighed for at udvide nyhedsbegrebet og tage anderledes historier med, som andre medier ikke prioriterer. Det mener TV 2-direktør Per Mikael Jensen dog ikke seerne vil have. "Folk har en forventning om at få de væsentligste historier. Hvis man som Lisbeth (Knudsen, red.) sidder og kigger i mange timer, vil man sikkert gerne have anderledes historier, men vi regner med, at man typisk ser kanalen i 12-15 minutter. Det er ikke en flow-kanal. Det er ikke sådan, den er tænkt," sagde han i programmet med værten Cecilie Beck. Han erkender, at premieredagen var præget af debutvanskeligheder. Men redaktionen skal være parat til at ændre prioriteringen, når der pludselig sker noget vigtigt. I fredags var nyhedsfladen præget af historien om danske specialstyrker i Afghanistan, der angiveligt har overdraget fanger til tortur hos amerikanerne. Ekstra Bladets anmelder Hans Flemming Kragh deltog også i 'Pressemødet'. Hans væsentligste kritik af den nye kanal går på, at den fører sig frem på at give seerne dårlig samvittighed over ikke at være opdateret på de seneste historier. "Jeg synes man opstiller en slags dårlig samvittighed for ikke at være sulten på nyheder. 69 procent af danskerne ønsker heller ikke en nyhedskanal. Vi får allerede 17 nyhedsudsendelser dagligt, og der er ikke mere end to timer mellem nyhedsudsendelserne. Men jeg synes, TV 2 News giver mig dårlig samvittighed over ikke at være opdateret i denne globaliserede verden," sagde Hans Flemming Kragh. Lisbeth Knudsen mener det er mindre vigtigt, om folk får dårlig samvittighed. Det er vigtigere, at kanalen har et højt journalistisk niveau. "Man skal passe på, at der ikke går inflation i breaking news. Så mister folk fornemmelsen af hvad, der er væsentligt og ikke væsentligt. Der er også risiko for at for meget drøner uredigeret igennem, fordi der ikke er tid til at stille de rigtige spørgsmål, når der hele tiden skal nye vinkler på de samme historier," sagde hun.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

MediaWatch udkommer med ét dagligt nyhedsbrev i ugerne 27-31. | Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Sådan udkommer MediaWatch i sommerferien

Læs også