Intern kritik af Knudsens ledelsesstil

MediaWatch

Internt i DR var der kritik af den fyrede nyhedsdirektør Lisbeth Knudsens ledelsesstil. Nyhedsproduktionen led under for mange projekter. De færreste iagttagere er uenige om, at Lisbeth Knudsen er et journalistisk fyrtårn og et bolværk mod politisk indflydelse. Men internt i DR lød der kritik af nyhedsdirektørens ledelse, der har kastet TV-Avisen ud i en krise, skriver fagbladet Journalisten. Nyhedsafdelingen blevet tynget af et utal af projekter som fjernede fokus fra journalistikken. Samtidig koncentrerede Lisbeth Knudsen magten hos sig selv, hvilket førte til, at de øvrige chefer fremstod som svage, lyder det fra kritikere i DR. De mange ressourcer til diverse projekter har kostet i TV-Avisens seertal, der for 21-udsendelsen ligger 100.000 til 200.000 lavere end TV 2/Nyhederne, mener Journalistens kilder. TV 2 har omkring 20 medarbejdere flere beskæftiget med de store aftenudsendelser end DR og kan derfor tage større chancer og producerer flottere og bedre, siger TV-Avisens nyhedschef, Henrik Keith Hansen. Men det handler ikke kun om ressourcer. DR skal også udvikle sig, når det gælder den gode tv-fortælling, siger han. DR meddelte i forbindelse med chefrokaden for nylig, at morgennyhederne, der har katastrofalt lave seertal helt ned til 30.000 skrottes fra nytår til fordel for flere penge til aftenudgaverne af TV-Avisen. Flere ansatte siger, at det er på høje tid, at DR retter fokus på stærke nyhedsudsendelser, mens beslutningen i DRs interne blad DRåben også har vakt hårdt kritik, fordi den er sket netop som TV 2 News er på vej. Nyhedsafdelingen har brugt for mange kræfter på at medarbejderne eksempelvis er blevet lært op i at redigere deres egne indslag, ligesom bimedialiteten har betydet, at tv-journalister skal kunne lave radio og omvendt. Tillidsrepræsentant Jørgen Laurvig siger, at debatten om strukturændringer har spærret for udsynet af den vigtige diskussion om, hvilket indhold DR gerne vil levere.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

MediaWatch udkommer med ét dagligt nyhedsbrev i ugerne 27-31. | Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Sådan udkommer MediaWatch i sommerferien

Læs også