Journalister er ikke gennemsnitsborgere

MediaWatch

Det er ikke særlig problematisk, at danske journalister er venstreorienterede og ikke som gennemsnittet af befolkningen. 34 procent af danske journalister ville stemme på Det Radikale Venstre, hvis der var valg i dag, mens Enhedslisten og SF også nyder høj opbakning, viser en norsk undersøgelse af journalisternes baggrund i Danmark, Norge, Sverige og Finland. "Det er da bemærkelsesværdigt, men det er ikke noget, vi har mærket til," siger Kasper Elbjørn, der er kommunikationschef i CEPOS, til MediaWatch. Søren Schultz Jørgensen, der er medieanalytiker og partner i den journalistiske udviklingsvirksomhed Kontrabande, har også læst den norske analyse. "Noget tyder på, at de unge danske journaliststuderende er temmelig meget mere venstreorienterede sammenlignet med normalbefolkningen. Så stor en forskel mellem befolkningen og en bestemt professionsgruppe i samfundet kan være problematisk," siger han til MediaWatch. Flere undersøgelser har tidligere vist, at journalister er mere venstreorienterede og politifolk er mere højreorienterede end normalbefolkningen. Er det et problem? Næppe, vurderer Søren Schultz Jørgensen. "Det kan det være - hvis det for journalisterne afføder en ensidig dækning af bestemte problemer eller områder. Men der er ikke umiddelbart noget, der tyder på journalistisk ensidighed i nyhedsbilledet generelt. Vi har en meget god (politisk) pluralisme mellem medierne." Han minder om at de unge generelt er mere venstreorienterede end deres forældre. Meningsmålinger på andre studier har vist nogenlunde samme tendenser som denne måling blandt journalister. Derudover er der en tendens til, at man bliver mere borgerlig og højreorienteret med alderen. Én ting hæfter Søren Schultz sig ved. "Journalister ikke er gennemsnitsborgere. De er politisk anderledes. Andre undersøgelser og statistikker viser jo, at journalisterne samtidig er socialt og økonomisk privilegerede - det vil sige tilhører den samfundsmæssige elite. Det er ikke nødvendigvis det bedste udgangspunkt for beskrivelse af hr. og fru Danmarks hverdag." Ifølge den norske undersøgelse mener de danske journaliststuderende, at de skal kritisere uretfærdighed, være objektive og neutrale. De skal også stimulere til nye tanker og forklare og forenkle komplicerede sager. De danske elever lægger ikke så meget vægt på, at de skal lade forskellige holdninger komme frem. Analysen, der er gennemført i efteråret 2005 af Høgskulen i Volda , (www.hivolda.no) er baseret på spørgsmål og svar via internettet fra 603 nye elever på 19 journalistuddannelser i de fire lande. Undersøgelsen viser også, at de danske journalister ser op til mange af kollegerne, blandt andet til Ulla Therkelsen, Poul E. Skammelsen, Kurt Strand, Jens Olaf Jersild og Mette Fugl.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

MediaWatch udkommer med ét dagligt nyhedsbrev i ugerne 27-31. | Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Sådan udkommer MediaWatch i sommerferien

Læs også