Huxi ny vært på P3

MediaWatch

Frem til nytår går Huxi Bach i luften med P3-programmet 'Den 5. kolonne', hvor den tidligere Boogie-vært skal fordøje dagens nyheder. "Er du ved at drukne i nyhedsstrømmen, og har du erkendt, at du ikke kan håndtere sandheden? Så er der håb forude." Sådan præsenterer DR programmet 'Den 5. kolonne', der får Huxi Bach som vært i november og december fra mandag til fredag kl. 16 til 18. Her vil den tidligere vært på DR-programmet Boogie, medvært på 'Clement Direkte' og flere andre DR-programmer "skyde med skarpe spørgsmål og iagttagelser bag mikrofonen og føre lytterne tørskoet gennem nyhedssumpen." "John Mogensen havde på trods af sine noget demagogiske folkepopholdninger delvist ret; der er noget galt i Danmark. Dybbøl Mølle maler helt af helvede til. Jeg vil med Den 5. kolonne afsløre den store løgn, afdække hele den grimme sandhed, den eneste sandhed. Jeg vil få Dybbøl Mølle til at male himmelsk," udtaler Huxi Bach. Programmets hofemner vil være politik i ind- og udland, kongehuset og uidentificerede flyvende objekter, skriver DR i pressemeddelelsen. Ud over at blive opdateret på dagens udvalgte nyheder kan lytterne teste sig selv i 'Den store borgerquiz' og være med til at kåre ugens vinder af 'Godt taget, knægt - klap dig selv på skulderen'-prisen.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

MediaWatch udkommer med ét dagligt nyhedsbrev i ugerne 27-31. | Photo: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Sådan udkommer MediaWatch i sommerferien

Læs også