DABs styrke er mange og smalle radiokanaler

MediaWatch

De engelske DAB erfaringer giver branchen en udmærket pejling på en mulig dansk udvikling i 2007 og frem. Engelsk succes for digital radio, DAB, fremhæves ofte som bevis på, at DAB bliver radiomediets vigtigste platform. Omfanget af den engelske succes afhænger dog af øjnene, der tolker tallene. Nyeste data fra Digital Radio Development Bureau, som MediaWatch er blevet præsenteret for, undlader at oplyse DABs egentlig position på det engelske mediemarked; der mangler DABs ugentlige nettodækning og share af al radiolytning. Men selv om de nyeste data kun indeholder den fortolkning, som organisationen Digital Radio Development Bureau foretrækker, er der inspiration at hente i de engelske tendenser. DRs radiodirektør Leif Lønsmann påpeger overfor Mediawatch, at engelske lyttertal til digital radio er opbygget af DAB lytning og lytning via DTT sendenettet – og således ikke er 100 procent sammenlignelige med danske forhold, men han er enig i, at de engelske trends er værd at holde øje med. I England er der udbudt 19 nationale DAB radioer, og et stort antal regionale, hvor af flere er rene DAB-kanaler. Enkelte af de kommercielle DAB-kanaler ligger med 700-900.000 i ugentlig nettodækning, hvilket er ganske pænt, når 8-9 millioner englændere har adgang til en DAB radio. Det bør vække interesse hos danske medieaktører, der skal til at tage stilling til DAB i begyndelsen af 2007. Men de går galt i byen, hvis de bedømmer DAB på enkelte radioers lyttertal, vurderer Leif Lønsmann. Især hvis man ser på medieplatformen med kommercielle briller. "Digital radio bør opfattes som pakker af mange forskellige nichekanaler. Generelt skal man ikke regne med store lyttertal til enkelte radiostationer. Det er netop det store udbud af nicheindhold, der er styrken ved digital radio." Det mest realistiske i Danmark er, at DAB radio udvikles og drives af eksisterende radioaktører. I DR Radio indtager digital radio den samme rolle, som DR2 længe gjorde for DR-TV. "Lytningen til digital radio udgør vel 3-4 sharepoint af de 70 procent, vi har haft i de senere kvartaler. Den digitale lytning til nicheradioer betyder, at DR-radios markedsandel har været modstandsdygtig overfor stigende konkurrence," siger Leif Lønsmann, der vurderer at 95 procent af lytterne fortsat bruger DR på FM. Den samlede lyttetid til FM-radio har i en årrække været svagt vigende, men til gengæld hører flere og flere danskere radio på DAB, internet, mobiltelefon og andre digitale apparater. 650.000 danskere har nu en DAB-radio, ifølge nyeste Galluptal fra september, oplyser DR. Brancheorganisationen DAB Danmark tror nu, at det tal snart runder én million. Den optimistiske prognose skyldes dels, at der i sidste halvdel af 2006 og i løbet af foråret 2007 bliver opsat 20 nye sendemaster rundt op i landet. Dertil kommer, at julen traditionelt er det tidspunkt, hvor der sælges flest DAB-radioer. Klik og se hvilke radiostationer, der findes på den engelske DAB-platform: http://www.drdb.org/index.php?internalPage=stats.php&internalHeaderPage=stats_hd.html

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

MediaWatch udkommer med ét dagligt nyhedsbrev i ugerne 27-31. | Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Sådan udkommer MediaWatch i sommerferien

Læs også