Strid om chef-billetter i DR

MediaWatch

Cheferne i DR får op til 200 billetter til de mest populære - og ofte udsolgte - arrangementer som Danish Music Award og Melodi Grand Prix. Projektleder i DR Rytmisk & Event/Live, Jakob Skov, harcelerer i DR's interne nyhedsbrev DRåben over, at det ikke er usædvanligt, at ledende medarbejdere i DR forsøger at "nasse" sig til 20-30 gratis billetter til store arrangementer uden om den almindelige billetkø. F.eks. er det blevet pålagt arrangørerne, at 100 pladser til P3 Guld skal gå til bestyrelse, direktion, chefredaktion og vigtige eksterne partnere. Heraf er en stor del af de reserverede billetter til de bedste pladser i salen, mens P3's mere end en million lyttere må slås om 600-700 pladser. "Jeg synes, det lugter grimt, og jeg håber, at en smule moral snart dukker op. Og jeg foreslår et billetsystem, hvor der skal redegøres for brugen af pladser," lyder det fra Jakob Skov. Han mener, at DR som tommelfingerregel skal sørge for, at mindst 90 procent af pladserne er til rådighed for det licensbetalende publikum. Programdirektør Lars Vesterløkke er dog ikke helt enig. Han svarer omkring P3 Guld, at arrangementet de seneste år er vokset både i kvalitet og image til at være en af årets mest eftertragtede begivenheder - både blandt lyttere og ansatte. "P3 Guld er derfor også en oplagt mulighed for at vise DR frem for forskellige samarbejdspartnere, og derfor er det naturligt, at der til hvert arrangement er et antal fribilletter til bestyrelse, direktion og nogle af arrangementets nøglepersoner," siger Lars Vesterløkke. "Når det så er sagt, synes jeg bestemt ikke, at den praksis du beskriver, lyder som noget, der er i orden. Der skal være billetter til repræsentation, javel, men fribilletter til P3 Guld og andre arrangementer skal selvfølgelig ikke bruges som et frynsegode," svarer han Jakob Skov. Mikael Bertelsen, programredaktør på DR Kultur, mener dog ikke, der burde være fribilletter overhovedet. "DR kunne eventuelt lade sig inspirere af David Lettermans "Late Show" på Broadway i New York, hvor der ikke findes VIP-billetter. Alle, på nær showets aktive medarbejdere, kan ringe til billetbestillingen, hvad enten de er chefer i CBS eller CBS-seere," skriver han.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

MediaWatch udkommer med ét dagligt nyhedsbrev i ugerne 27-31. | Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Sådan udkommer MediaWatch i sommerferien

Læs også