DR og TV 2 suger ilten ud af mediemarkedet

MediaWatch

Frygt skaber svag dansk mediekultur, men Danmark går ikke under, hvis en udenlandsk koncern køber TV 2, eller hvis DR bliver 1/3 mindre. Konferencen New Media Days afsatte også tid til en åben diskussion af medieudviklingen i Danmark de næste ti år. Direktør Anders Lassen, Infomedia, der har mange års erfaring fra flere hjørner af mediebranchen, benyttede lejligheden til at formulere et fremtidsønske: Det danske samfund skal udnytte sit fulde potentiale på medieområdet. Overfor MediaWatch kritiserer Anders Lassen, at diskussionen om medier altid handler om kulturpolitik. "Jeg tror, at Danmark har en god mulighed for at blive en vigtig leverandør af gode historier til hele verden på nye medier. Vi har mange af de vigtigste forudsætninger," siger han, og peger på at Danmark er lille land med en veluddannet, homogen befolkning med adgang til bredbånd, hvor man hurtigt kan teste koncepter af. Dertil kommer en stærk historie-tradition og gode kompetencer på IT og medier. Danmark kan derfor blive førende i verden på interaktive new media-koncepter og produkter. Anders Lassen efterlyser et opgør med gamle tankesæt. Politikerne skal se mediebranchen som noget mere end bare kultur. "Vi, der var på New Media Days, arbejder i virksomheder, der skal tjene penge. Vi vil have vækst og dynamik. Men det er bare ikke det, vi taler om, når vi taler medier. Så er vi passive. Vi taler om at "beskytte" danskheden, "værne" os fra de onde multinationale mediekoncerner og "støtte" dansk kultur," lyder kritikken til MediaWatch. Han anbefaler at kigge til filmbranchen, hvor Danmark klarer sig internationalt med kvalitetsfilm - på dansk. Det sker, når det offentlige og det private arbejder sammen. Men den dansk mediestruktur blokerer for en fuld udnyttelse af potentialet. "Det nytter ikke, hvis vi har to voldsomt dominerende statsejede medievirksomheder, der kun har til opgave at beskytte danskheden og sikre, at politikerne har et talerør. De suger alt ilten ud af lokalet og skræmmer udenlandske investorer væk. Vi skal have et samarbejde og et samspil i stedet.” Anker Brink Lund, der er professor i medieledelse ved Copenhagen Business School, er enig i, at medier må betragtes som erhvervsvirksomheder i et markedsperspektiv. Men han advarer imod at rette alt det tunge skyts imod public service: "I et relativt lille mediemarked fungerer offentlig virksomhed i høj grad som erhvervslokomotiv, der gavner international konkurrenceevne. Uden risikovillig kulturstøtte ville Danmark næppe i dag have haft en konkurrencedygtig filmbranche, og uden DR ville der næppe være tilstrækkeligt med udviklingsmidler til dansk satsning på nye og urentable medieformer. Selvfølgelig kan det også i nogen grad lede til konkurrenceforvridning, men i det store hele gavner fællessatsninger af denne art de små og mellemstore privatvirksomheder, der kan lægge sig i slipvinden og tjene som underleverandører til de offentligt støttede storspillere." Anders Lassen foreslår, at man omlægger mediestøtten og sikrer, at den både bliver brugt på at sikre "public service" og til at stimulere den private del af mediebranchen. På det punkt er der politisk lydhørhed, afslørede en politisk debat på New Media Days, hvor der var bred opbakning til at gentænke hele støttesystemet - bl.a. tanker om, at dele af licensmidlerne måske gør mere gavn i en fond, som alle kan søge. MediaWatch bringer gerne flere synspunkter om dette tema: skriv til per.laursen@mediawatch.dk

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

MediaWatch udkommer med ét dagligt nyhedsbrev i ugerne 27-31. | Photo: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Sådan udkommer MediaWatch i sommerferien

Læs også