Kampgejst på Nyhedsavisen

MediaWatch

Konkurrenterne skyder med skarpt fra alle vinkler på Nyhedsavisen, men avisens kampgejst og selvbevidsthed er ikke til at rokke. Nyhedsavisen oplever et par dage før premieren, at distribution af gratisaviser er en udfordring, lige som det har været hos 24timer og Dato. Man står dog fast på planen: at udkomme på fredag i 400.000 hjem, mens andre 100.000 aviser omdeles på centrale trafikpladser. "Vi leverer det lovede oplag, og uddeling på gader er også efter planen. Det supplerer og sikrer bedre geografisk spredning," siger Morten Nissen Nielsen til Mediawatch. Selv om man oplever negativt spin i erhvervspressen op til premieren, især i konkurrerende medier, giver Nyhedsavisens direktør overfor MediaWatch udtryk for en stærk selvbevidsthed. Det skyldes både ambitionsniveauet for avisens indhold, og - ikke mindst - det produkt, som avisen vil tilbyde annoncemarkedet. "Nyhedsavisen bliver et direkte alternativ til annoncer i Jyllands-Posten, Berlingske og de andre betalte morgenaviser – men annoncerne vil kunne købes til mere attraktive priser hos os," siger Morten Nissen Nielsen. Hans fornemmelse er, at det professionelle marked ser frem til forandring og øget konkurrence. "Indtil nu har JP/Politikens Hus og Det Berlingske Officin jo stort set haft monopol på landsdækkende dagbladskampagner. Det laver vi om på. Men vi skal naturligvis bevise vort værd, for intet kommer af sig selv. Det er vi parate til," lyder meldingen fra en kampklar direktør. Det generelle signal fra annoncemarkedet er da også, at man glæder sig til, at Nyhedsavisen udkommer, og forventer at den har styr på distributionen. Mediaedge:cia er blandt de bureauer, der er tilfredse med, at gratisavisernes initiativer har skabt dynamik i en stillestående kategori og trækker fokus lidt væk fra tv og internettet. Midt i forventningens glæde har bureauet dog vinket et advarende flag: Hvis gratisaviserne skal nå bebudede læsertal på 1,5 til 2 pr. eksemplar, skal den gennemsnitlige avislæsning over hele landet stige med 36 procent. Gratisavisslaget udkæmpes imidlertid især i det storkøbenhavnske område, og der skal avislæsningen øges med hele 50 procent, for at de lovede læsertal kan leveres. Det er voldsomme udfordringer for alle tre nye aviser, finder Mediaedge:cias Print Director Torsten Lehrmann, der har efterlyst realistiske læsertalsgarantier. Underleveringer hos aviserne er nemlig ikke ønskværdige, minder han om i bureauets seneste nyhedsbrev.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

MediaWatch udkommer med ét dagligt nyhedsbrev i ugerne 27-31. | Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Sådan udkommer MediaWatch i sommerferien

Læs også